Når du skal i fuld bedøvelse og opereres, skal du faste og tørste. Det betyder, at du ikke må spise eller drikke før operationen.
Du må heller ikke tygge tyggegummi eller ryge.
Du skal fjerne evt. hår i det område, hvor du skal opereres:
Hele maven (fra brystvorterne ned til kønsbehåringen)
Højre side af låret (10x15 cm)
Du skal bruge en barbermaskine eller hårklipper. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter og infektion.
Du skal selv fjerne behåringen. Hvis du ikke kan klare det selv, får du hjælp af personalet.
Rens navlen med en vatpind.
Fjern eventuel makeup og neglelak. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på under operationen.
Du bestemmer selv, hvad du vil have dine pårørende med til. De er velkomne til at støtte dig både før og efter operationen, men det er op til dig, hvad de skal deltage i.
Fortæl os gerne, om du ønsker, at dine pårørende skal med ind på operationsstuen og være hos dig til du sover, og om de må komme ind til dig, når du ligger på opvågningsafsnittet.
Hvis du ønsker det, giver vi dine pårørende besked, når operationen er overstået.
Du skal selv arrangere transport hjem efter operationen. Du må ikke selv køre hverken bil, cykel eller motorcykel. Og du må ikke færdes alene i trafikken lige efter operationen.
Du kan eventuelt spørge Kørselskontoret i Region Midtjylland, om du er berettiget til at blive transporteret af Patientbefordringen eller Falck.
Du vil få information om operationen og efterforløbet af en læge og en sygeplejerske.
En narkoselæge vil informere dig om bedøvelsen.
Om operationen
Før du skal bedøves, spørger vi til din medicin, fx om du tager smertestillende, for at bedøvelsen kan passe til netop dig.
Derefter får du
lagt et drop i hånden
sat elektroder på brystkassen
en blodtryksmåler om armen
en iltmåler på fingeren
Igennem droppet får du sovemedicin og smertestillende medicin. De andre ting bruges til at overvåge din puls mm. under operationen.
Du får en iltmaske på og falder hurtigt i søvn, når du har fået sovemedicinen. Under hele operationen vil det personale, der bedøver dig, være hos dig og tage sig af din bedøvelse.
Operationen foregår altid i fuld bedøvelse.
De fleste får en kikkertoperation via små snit i huden. Under operationen fører lægen et rør med indbygget videokamera ind i bughulen, og blindtarmen fjernes gennem et af de små snit.
Enkelte patienter kan ikke opereres med kikkertoperation. Det kan være på grund af tidligere operationer eller de anatomiske forhold. I disse tilfælde er man nødt til – under indgrebet – at skifte til en operation, hvor man laver et større snit.
Du vil have små sår efter en kikkertoperation. Sårene vil enten være syet sammen med selvopløselig tråd eller clipset sammen med clips, der skal fjernes hos din egen læge.
Efter operationen
Efter operationen ligger du på Forberedelse og Opvågning de første timer, og derefter bliver du udskrevet.
De fleste patienter, der opereres for blindtarmsbetændelse, udskrives inden for 24 timer efter operationen. Det er dog helt individuelt, hvornår man er klar til at komme hjem.
Hvis du har behov for længerevarende indlæggelse, bliver du flyttet til et sengeafsnit.
Du vil blive informeret om resultat af operationen og den videre plan af en læge eller sygeplejerske.
Hvis du på grund af smerter ikke kan trække vejret dybt, hoste, tisse eller komme ud af sengen, er det vigtigt, at du fortæller det til personalet. Så kan de hjælpe dig med smertestillende medicin. Hvis du har kvalme, kan du få medicin mod det.
Nogle patienter generes af trykken under ribbenene eller stikkende ubehag i skulderen. Smerterne mindskes som regel i løbet af få dage.
Du må spise og drikke, så snart du er helt vågen.
Det er vigtigt, at du kommer ud af sengen og går rundt hurtigt efter, at du er vågnet fra operationen.
Fysisk aktivitet forebygger komplikationer, fordi det stimulerer blodomløb og lungefunktion samt hjælper din tarmfunktion i gang.
Når du kommer hjem
Efter operationen skal du tage blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper. Medicinen indsprøjtes i huden. Det er normalt, at det kan svie kortvarigt efter indsprøjtningen.
Du får udleveret sprøjterne og udstyret af hospitalet, og du bliver oplært i, hvordan du skal gøre. Du skal tage alle de sprøjter, du får med hjem.
Hvis du fik en anden blodfortyndende medicin før operationen, får du besked på, hvordan du skal opstarte den igen.
Når du kommer hjem, skal du begynde at tage smertestillende. Hvornår du skal begynde med hvad, aftaler du med sygeplejersken, inden du går hjem.
Generelt gælder:
Tag 2 tabletter á 500 mg paracetamol (Pinex, Panodil, Pamol) 4 gange i døgnet med ca. 6 timers mellemrum.
Tag 1 tablet á 200 mg ibuprofen (Ipren, Ibumetin, Brufen) 3 gange i døgnet med ca. 8 timers mellemrum.
Tag morfin ved stærke smerter: Du får tabletter med morfin á 10 mg med hjem fra hospitalet.
Du kan købe afføringsmiddel på apoteket i håndkøb.
Forstoppelse opstår ofte, hvis du har haft behov for morfin efter operationen.
Kontakt os straks hvis:
Du oplever rødme, varme og ømhed omkring sårene
Du føler dig alment utilpas
Du får feber over 38,5
Du får smerter ved afføring eller vandladning
Der må ikke komme vand på forbindingen/de små plastre, der dækker sårene. Hvis der siver blod igennem forbindingen, skal du skifte den. Du får ekstra forbindinger med fra hospitalet.
Et døgn efter operationen må du fjerne forbindingen/de små plastre, der dækker sårene. Herefter må du gå i brusebad.
Vent med at gå i karbad og gå i svømmehallen, til sårene er helet og sårskorperne er faldet af.
Kontakt din læge ca. 10-12 dage efter operationen, hvis du har fået at vide, at du skal have fjernet clips/sting.
Du må gerne dyrke sport og løfte på ting, men hold dig inden for smertegrænsen, så dit sår bedre kan hele.
De første 14 dage efter operationen, må du ikke ride eller dyrke kontaktsport.
Videre forløb
Du skal ikke til kontrol på hospitalet efter din udskrivelse.
Mere information
Blindtarmen er et lille ormeformet vedhæng på tyktarmen i højre side.
Betændelse i blindtarmen (appendicitis) giver smerter nederst i maven.
Behandlingen af blindtarmsbetændelse er operation, hvor den syge blindtarm fjernes.
De første 24 timer efter udskrivelsen: 29 39 98 93 (Forberedelse og Opvågning Syd)
Senere end et døgn efter udskrivelsen: Din egen læge eller lægevagten
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/573819
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.