Praktiske oplysninger om hospitalet til patienter uden fremmøde
Gå direkte til
Praktiske oplysninger om hospitalet til patienter uden fremmøde
Velkommen til Palle Juul-Jensens Boulevard
Telefonnummeret til afdelingen fremgår af brevet om din indkaldelse.
Hvis du vil melde afbud eller ændre din tid, skal du enten ringe til os, eller skrive til os via besvar-funktionen i din e-boks. Med MitID kan du logge ind på www.booking.rm.dk eller hente app'en "MineAftaler Region Midtjylland" og se dine aftaler. Det fremgår tydeligt, om du selv kan flytte din tid.
Hvis du har spørgsmål, eller hvis der er noget, du vil vide mere om, er du altid velkommen til at kontakte personalet, hvor du også kan komme med forslag til forbedringer.
Har vi dit mobilnummer, sender Aarhus Universitetshospital dig en SMS-besked for at minde dig om din aftale på hospitalet. Du skal give besked til afdelingen, hvis du ikke ønsker denne service.
Som patient har du ret til
Du har som patient ret til at blive fuldt informeret om din sygdom, mulighederne for behandling og risikoen for komplikationer og bivirkninger.
Se oplysningerne i din journal
Du har adgang til at se din journal. På www.sundhed.dk eller i appen MinSundhed kan du se dine oplysninger 0-2 dage, efter at de er registreret på hospitalet.
Du er også velkommen til at spørge personalet, hvad der skrives i journalen, eller du kan bede om en kopi af journalen.
Du kan sige nej til, at vi videregiver oplysninger om dit helbred til andre sundhedspersoner, fx din praktiserende læge.
Hvis du vil sige nej, skal du sige det til den læge, som undersøger og behandler dig.
Du kan klage, hvis du mener, der er begået fejl eller der har været andre svigt i den behandling, du har modtaget. Du kan klage selv eller give andre fuldmagt til at klage på dine vegne.
Patientkontoret kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor din klage skal sendes hen, og hvordan du bedst formulerer klagen.
Læs mere om patientrettigheder, find information om klagemuligheder og find kontaktoplysninger for Patientkontorets hjemmeside.
Hvis du oplever noget, du ikke synes, der burde være sket, kan du hjælpe sundhedsvæsenet med at lære af sine fejl. Du kan fortælle om din oplevelse ved at rapportere den til Dansk Patientsikkerhedsdatabase.
Din rapport bliver sendt til den afdeling på hospitalet, hvor hændelsen er sket. Afdelingen undersøger så, hvad de kan gøre for at undgå, at noget lignende sker igen. Din rapport er altså med til at øge patientsikkerheden.
Vær opmærksom på, at afdelingen ikke har pligt til at svare.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/727812
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.