tale med din læge, om du får medicin, der gør dig usikker på benene.
Sådan gør du
Se film om at undgå fald
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Undgå fald ved at være fysisk aktiv. Fysisk aktivitet vedligeholder kroppen og øger muskelstyrke, balance og udholdenhed.
Gode råd
Overvej, om du har brug for hjælpemidler, når du går. Det kan fx være rollator, stok eller stave.
Pas på med at rejse dig for hurtigt, hvis du har tendens til svimmelhed.
Rør dig lidt hver dag: Gå en tur, tag trappen i stedet for elevatoren, dans til musik.
Fordel hus- eller havearbejde over flere dage.
Meld dig til et motionshold eller deltag i et træningsprogram på nettet.
Undgå fald ved at begrænse medicin, der gør dig usikker på benene. Kroppen ændrer sig med alderen og udskiller blandt andet medicin langsommere. Derfor er der med alderen risiko for at reagere kraftigere på medicin, du plejer at tåle. Det kan fx være sovemedicin, som påvirker balancen.
Gode råd
Tag din medicin korrekt i forhold til mængde og tidspunkt.
Vurder løbende dit medicinforbrug med din egen læge.
Forsøg at undgå sovemedicin ved at skabe gode sovevaner.
Undgå fald ved at spise regelmæssigt og sundt. Hvis kroppen mangler næring, er der større risiko for at falde, og det er svært at komme sig igen efter et fald.
Gode råd
Bevar normalvægten.
Spis tre måltider om dagen og gerne flere små mellemmåltider.
Vælg en sund, næringsrig og varieret kost.
Gør noget ud af maden – også når du er alene.
Undgå fald ved at få tilstrækkelig søvn. Søvn bidrager til genopbygning af kroppen og forbedrer din koncentrationsevne. Derfor er det vigtigt at være veludhvilet. Behovet for søvn er individuelt og kan føles mindre med alderen. Undersøgelser viser, at det er optimalt at få mellem syv til ni timers søvn hvert døgn.
Gode råd
Gå i seng og stå op på samme tid hver dag.
Kom ud hver dag og få frisk luft.
Undgå større måltider, kaffe, te, kakao eller cola efter aftensmaden.
Sluk for TV og andre skærme en halv time, før du går i seng.
Luft ud i soveværelset.
Brug mørklægningsgardin.
Undgå fald ved at få væske nok. Mangel på væske kan gøre dig svimmel og medføre fald. Spørg lægen om, hvor meget du skal drikke.
Gode råd
Drik, selvom du ikke mærker tørst.
Hold styr på, om du drikker nok.
Drik mere, hvis du får feber.
Undgå fald ved at gå i sko og tøj, der passer, og som giver dig frihed til at bevæge dig.
Gode råd
Brug sko, der sidder godt på foden – gerne med lav hæl og mønstrede såler.
Undlad at gå i strømper på glat underlag.
Undgå løst tøj og vide ærmer, der kan hænge fast i dørhåndtag.
Sid ned, når du klæder dig af eller på.
Undgå fald ved at indrette boligen, så du let kan nå de ting, du skal bruge. Afpas møbleringen efter den plads, der er til rådighed, så du kan bevæge dig frit uden at snuble over løse genstande.
Gode råd
Hold gangområderne frie.
Undgå løse tæpper eller ledninger på gulvet.
Anvend skridsikker måtte i badet.
Undlad at kravle op på stiger, stole eller skamler.
Sørg for gelænder ved trapper.
Hav god belysning – også hvis du skal op om natten.
Undgå fald ved udelukkende at indtage alkohol med måde. Alkohol påvirker balancen, og derfor øges risikoen for at falde. I takt med at kroppen bliver ældre, påvirkes balancen hurtigere af alkohol.
Gode råd
Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger:
Hold dig til et forbrug på 10 genstande om ugen.
Drik højst 4 genstande ved samme lejlighed.
Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1018858
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.