Der er i en prøve påvist MRSA (Methicillin-resistent Staphylococcus aureus). MRSA er en bakterie (stafylokok), der er modstandsdygtig over for behandling med almindelig antibiotika (penicillin). En infektion med MRSA skal derfor behandles med andre antibiotika end penicillin.
Stafylokokker forekommer naturligt hos mange mennesker og giver kun sjældent anledning til sygdom. Bakterierne lever normalt på fugtige områder (næse, svælg og skridt) og kan være en del af den normale bakterieflora. At have MRSA på huden, i næsen og/eller svælget kaldes "at være bærer af MRSA”. Bakterierne kan også forekomme i sår.
Smitte med stafylokokker, og altså også MRSA, sker oftest via hænder, som er forurenede med bakterierne.
MRSA er ikke mere sygdomsfremkaldende eller mere smitsom end almindelige stafylokokker, men hvis i forvejen syge og svækkede patienter på et hospital bliver smittet med MRSA, har de en større risiko for at få infektion med bakterien.
Derfor er det vigtigt at undgå spredning af MRSA på et hospital.
For at undgå spredning af MRSA er du kommet på enestue.
Personalet benytter i nogle situationer plastforklæde og handsker, når de arbejder på din stue.
Vær opmærksom på
Du må gerne få besøg af familie og venner.
Skal din familie og venner besøge andre på hospitalet, bør det foregå, inden de besøger dig.
Dine besøgende:
må gerne benytte hospitalets kantine/café/kiosk
skal henvende sig til personalet om, hvilke forholdsregler der gælder for dem under besøget
skal spritte hænder, når de går ind på din stue, og igen når de forlader stuen
skal ikke benytte handsker og plastforklæde.
Når du kommer hjem
I udskrivningsbrevet til din læge står, at du har fået påvist MRSA. Lægen vil sandsynligvis sætte gang i en behandling af MRSA på hud og slimhinder (MRSA-bærerbehandling).
Almindelig social omgang med andre mennesker udgør en minimal smitterisiko, og der er derfor ingen restriktioner i forhold til at gå på arbejde, gå i skole, være i daginstitution, gå i sportscenter/fitness/svømmehal, være ude at handle eller besøge/have besøg af familie og venner.
Uvidenhed om MRSA gør mange bekymrede. Da risikoen for smitte er minimal, er der ingen grund til at fortælle andre, at du har MRSA.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.