Information om Clostridioides difficile-infektion til patienter og pårørende
Gå direkte til
Clostridium difficile, undgå smitte
Clostridioides difficile (C. difficile) er en bakterie, som findes i tarmen hos ca. 3 % af befolkningen. Bakterien kan give diarré, især hos ældre personer, som er eller har været i behandling med antibiotika. C. difficile danner sporer, som er et hvilestadie for bakterien.
Sporer er meget robuste og kan overleve længe i omgivelserne og give anledning til nye tilfælde af diarré hos andre personer.
Den typiske patient er ældre, har flere underliggende sygdomme og har for nylig modtaget antibiotikabehandling.
Det mest almindelige symptom er diarré – evt. med feber, nedsat appetit, kvalme og mavesmerter.
Bakterien overføres typisk via hænderne. Ved utilstrækkelig håndhygiejne kan bakterien overføres til andre personer eller til omgivelserne.
Se ”Hvordan undgår jeg at blive smittet eller smitte andre”.
Vær opmærksom på
En særlig type af C. difficile, kaldet subtype 027, er mere smitsom end andre subtyper. Hvis du bliver syg af denne type, vil personalet informere dig om det, og du vil under din indlæggelse på hospital blive isoleret på en enestue med eget toilet.
Hvis du har fået konstateret C. difficile-infektion, vil du enten få antibiotika rettet mod bakterien og/eller fæcestransplantation (fækal mikrobiota transplantation (FMT)).
Det er vigtigt, at du fortsætter behandlingen i hele den aftale periode, også selvom diarréen stopper. Det er også vigtigt, at du får rigeligt væske. Du aftaler din behandlingsplan med læge og sygeplejerske på afdelingen, hvor du modtager behandling.
Da bakterien normalt findes i tarmen, er det ikke sikkert, at den helt forsvinder. Den holder op med at give symptomer, men nogle gange kan det være nødvendigt med flere behandlinger, hvis du får diarré igen.
Kontakt din egen læge, hvis du får diarré igen, eller, hvis aftalt, den afdeling på hospitalet, der har sat dig i behandling for C. difficile-infektion.
Sådan gør du
For at undgå at blive smittet eller smitte andre, er det vigtigt, at du altid udfører grundig håndvask med vand og sæbe:
efter toiletbesøg.
før du spiser og drikker.
før og efter berøring af blærekateter, urinkolbe eller ble.
På hospitalet skal du efter håndvask også desinficere hænderne med håndsprit.
Skyl hænder og håndled under løbende, håndvarmt vand (i 10 sekunder).
Fordel håndsæben (1-2 pumpeslag) på hver finger, mellem fingre, på håndrygge, på håndflader og omkring håndled, og gnid det ind i 15-20 sekunder.
Skyl sæben grundigt af.
Tryk hænder og håndled tørre med éngangshåndklæde
Sprit dine hænder, når du har vasket dem.
Har du diarré, kan du godt ligge på stue med andre patienter medmindre personalet vurderer, at du skal ligge på enestue med eget toilet.
Personalet vil måske bruge overtrækskittel og handsker.
Håndhygiejne er vigtigt for både dig og personalet. Foretag altid grundig håndvask og desinfektion af hænder med håndsprit inden du forlader din stue.
Der gælder særlige regler for C. difficile subtype 027 – se andet sted.
Du må gerne få besøg, men for at undgå at smitte andre, skal dine gæster være opmærksomme på, at vaske hænderne grundigt med vand og sæbe og desinficere hænderne med håndsprit, inden de forlader sengestuen.
Efter udskrivelse fra hospitalet kan du deltage i de aktiviteter, som du plejer, og har lyst til, og din sygdom i øvrigt tillader det.
Hvis du fortsat har diarré og får besøg af hjemmeplejen, vil personalet bruge overtrækskittel og handsker.
Håndhygiejne
Husk altid at udføre grundig håndvask med vand og sæbe, før du rører ved madvarer og efter toiletbesøg.
Hvis du stadig har diarré efter udskrivelsen, anbefaler vi at håndklæder, sengelinned og tøj skiftes hyppigt og vaskes ved så høje temperaturer som materialet kan tåle.
Kontakt egen læge, hvis du får diarré igen. Eller, hvis aftalt, den afdeling på hospitalet, som har sat dig i behandling for C. difficile-infektion.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1525790
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.