Til dig, der har været udsat for en voldsom hændelse
Det er normalt at reagere på en voldsom hændelse og du kan, i en periode, være i en form for undtagelsestilstand, fordi du er ved at forstå, hvad der er sket.
Gå direkte til
Til dig, der har været udsat for en voldsom hændelse
Symptomer
Reaktionerne kan komme umiddelbart eller dage/uger efter ulykken
De forskellige reaktioner kan være:
Adfærd
svært ved at finde ro eller modsat, at du bliver handlingslammet/passiv
svært ved at finde ord og give udtryk for din mening søvnproblemer
græde, få raseri- eller latteranfald
Følelser
vrede, frygt, ked-af-det-hed, lettelse eller overvældelse
Kropslige reaktioner
kroppen ryster
hjertebanken
kvalme, svimmelhed og hurtigere vejrtrækning
smerter i kroppen
Andre reaktioner
fornemmelsen af at være tom indeni
følelsen af at tingene er uvirkelige
at miste kontrol
følelse af hjælpeløshed
ændret tidsfornemmelse
nedsat koncentration, hukommelse
manglende evne til overskue tingene
selvbebrejdende tanker
følelsen af skyld
gennemleve hændelsen gentagne gange i tankerne – både i vågen tilstand og i mareridt, når du sover
I de første timer/dage efter hændelsen kan du befinde dig i en form for choktilstand.
Det hele kan føles uvirkeligt, og som at være i en glasklokke.
Det er helt naturligt!
Det er godt at komme hurtigt igang med en normal hverdag igen. Dog er det vigtigt at lytte til kroppen og erkende at funktionsniveauet kan være nedsat i en periode.
Du skal være opmærksom på mavesmerter, hovedpine, kvalme og svimmelhed. Hvis disse symptomer forværres skal du opsøge egen læge. Du skal drikke rigeligt med væske de første par dage, da kroppen kan have ophobet affaldsstoffer.
Gode råd
I de første timer efter episoden:
vær sammen med mennesker, som du er tryg ved
lav beroligende aktiviteter der kan aflede tankerne – musik, TV, læsning, gåtur
sæt ord på dine behov
lad andre hjælpe dig med praktiske opgaver som madlavning, børnepasning, telefonopkald
vent med at sove til 6 timer efter hændelsen – tal i stedet med andre om det du har oplevet
undgå alkohol, sovemedicin og andre rusmidler de første 6 timer
I dagene efter episoden:
tag imod omsorg fra dit netværk
tal om hændelsen, men undgå at dvæle ved følelser/reaktioner
sæt ord på dine behov, tanker og følelser
gå en tur og gør ting du kan lide
genoptag daglige rutiner – fx stå op til sædvanlig tid, se familie/venner, gå tur med hunden, gå på arbejde osv.
tag imod hjælp fra familie, venner og kolleger
Hvis du bliver angst, kan du tage dybe, regelmæssige vejrtrækninger, tale beroligende til dig selv eller lytte til rolig musik. Det bringer kroppen i ro.
Accepter at det kan tage tid at komme sig og forvent ikke, at du kan præstere, som du plejer
Hvis du ikke får det bedre og efterreaktionerne stadigvæk er til stede efter 3-4 uger, er det vigtigt, at du opsøger professionel hjælp.
Vi opfordrer dig i alle tilfælde til, at du fortæller din læge, hvad der er sket.
Tal om hændelsen
Det er vigtigt at tale om hændelsen og dine reaktioner. Enten med dine nærmeste eller din egen læge.
Du kan også kontakte Offerrådgivning eller Ulykkeslinjen gratis hele døgnet rundt. Både offerrådgivningen og ulykkeslinjen tilbyder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. De har tavshedspligt og sikrer anonymitet. Ud over telefonsamtale, tilbyder de en chatfunktion og personligt møde med en rådgiver.
Hvis du oplever et større behov for støtte skal du kontakte din egen læge der kan henvise til yderliggere psykologhjælp. Derudover kan man ofte kontakte sit eget for-sikringsselskab mhp. krisehjælp.
Er du pårørende til én i krise, er der her nogle forslag til, hvordan du kan hjælpe og støtte.
Tilbyd praktisk hjælp fx madlavning, børnepasning
Giv omsorg – spørg, lyt og acceptér reaktioner og følelser
Foreslå enkelte gøremål der kan give tankerne en pause
Vær til rådighed med hjælp og støtte i tiden fremover
Hvis du er pårørende og har briug for støtte, tilbyder nogle kommuner hjælp via en pårørendekonsulent – kontakt Borger Service i din kommune.
Der er i princippet ingen forskel på børn og voksnes følelser efter voldsomme hændelser, men børn benytter sig af andre udtryksmåder.
Børn skal være med – giv information, lidt af gangen. Ved at tie eller bortforklare er barnet overladt til fantasierne, som ofte er værre end realiteterne.
Lyt og svar sandfærdigt på spørgsmål. Forbered barnet på det, der skal ske og accepter og respekter barnets følelser. Børn reagerer forskelligt. Lad barnet reagere og accepter reaktionerne.
Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte personalet på:
Tlf. 7845 0235.
Med venlig hilsen Personalet på Akutafdelingen, Traumecentret og Skadestuen
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1361436
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.