Du har været til undersøgelse eller behandling i Traumecentret. Læs om, hvad der er sket, hvilke reaktioner, du kan opleve, og hvad du selv kan gøre.
Gå direkte til
Patientvejledning til traumepatienten
Om behandlingen
Da du ankom til Traumecentret, blev du modtaget af et tværfagligt team af bl.a. læger, sygeplejersker, narkosepersonale, bioanalytikere, røntgenpersonale og serviceassistenter, fordi vi hurtigst muligt skulle sikre, at du fik den bedste og mest relevante behandling.
Du har fået foretaget en CT-skanning af hele din krop, for at sikre at du ikke har indvendige skader og/eller blødninger.
Du har også fået taget flere blodprøver for at sikre den rette behandling.
Vær opmærksom på
Du kan opleve reaktioner umiddelbart eller dage/uger efter hændelsen
Læs om de forskellige reaktioner, du kan opleve.
Adfærd
have svært ved at finde ro eller modsat, at du bliver handlingslammet/passiv
have svært ved at finde ord og give udtryk for din mening søvnproblemer
græde, at få raseri- eller latteranfald
Følelser
vrede, frygt, ked-af-det-hed, lettelse eller overvældelse
Kropslige reaktioner
kroppen ryster
hjertebanken
kvalme, svimmelhed og hurtigere vejrtrækning
smerter i kroppen
Andre reaktioner
fornemmelsen af at være tom indeni
følelsen af at tingene er uvirkelige
miste kontrol
følelse af hjælpeløshed
ændret tidsfornemmelse
nedsat koncentration, hukommelse
manglende evne til overskue tingene
selvbebrejdende tanker
følelsen af skyld
gennemleve hændelsen gentagne gange i tankerne – både i vågen tilstand og i mareridt, når du sover
I de første timer/dage efter hændelsen kan du befinde dig i en form for choktilstand.
Det hele kan føles uvirkeligt, og som at være i en glasklokke.
Det er helt naturligt!
Det er normalt at reagere forskelligt efter oplevelsen af en uventet hændelse.
Det er godt at komme hurtigt igang med en normal hverdag igen. Dog er det vigtigt at lytte til kroppen og erkende at funktionsniveauet kan være nedsat i en periode.
Du skal være opmærksom på mavesmerter, hovedpine, kvalme og svimmelhed. Hvis disse symptomer forværres skal du opsøge egen læge. Du skal drikke rigeligt med væske de første par dage, da kroppen kan have ophobet affaldsstoffer.
I de første timer efter episoden opfordrer vi dig til at:
være sammen med mennesker, som du er tryg ved
lave beroligende aktiviteter der kan aflede tankerne – musik, TV, læsning, gåtur
sætte ord på dine behov
lade andre hjælpe dig med praktiske opgaver som madlavning, børnepasning, telefonopkald
vente med at sove til 6 timer efter hændelsen – tal i stedet med andre om det du har oplevet
undgå alkohol, sovemedicin og andre rusmidler de første 6 timer
I dagene efter episoden opfordres du til at:
tage imod omsorg fra dit netværk
tale om hændelsen, men undgå at dvæle ved følelser/reaktioner
sætte ord på dine behov, tanker og følelser
gå en tur og gør ting du kan lide
genoptage daglige rutiner – fx stå op til sædvanlig tid, se familie/venner, gå tur med hunden, gå på arbejde osv.
tage imod hjælp fra familie, venner og kolleger
Hvis du bliver angst, kan du tage dybe, regelmæssige vejrtrækninger, tale beroligende til dig selv eller lytte til rolig musik. Det bringer kroppen i ro.
Accepter, at det kan tage tid at komme dig og forvent ikke, at du kan præstere, som du plejer.
Når du kommer hjem
Hvis du har fået udskrevet medicin i forbindelse med din kontakt i Traumecentret, vil en læge eller sygeplejerske gennemgå den sammen med dig, før du bliver udskrevet.
Hvis du har brug for receptpligtig medicin, laver vi en elektronisk recept, og du kan derefter hente medicinen på et hvilket som helst apotek i landet. Hvis din recept skal fornyes, skal du kontakte din egen læge.
Ved udskrivelsen vil du som udgangspunkt få udleveret medicin til det første døgn.
Hvis du har behov for det, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin, når du kommer hjem. Vær opmærksom på at følge vejledningen på medicinforpakningen.
Ved evt. behov for anden medicin, bedes du kontakte din egen læge om dette.
Videre forløb
Vi laver et udskrivelsesbrev (en epikrise) efter din kontakt med Traumecentret.
I udskrivelsesbrevet finder du:
En kort beskrivelse af de undersøgelser og de evt, behandlinger. du har fået
Information om, hvad der skal ske, når du kommer hjem
De aftaler du har lavet med os
Du kan læse epikrisen på sundhed.dk ca. 3 dage efter, at du er blevet udskrevet.
Vi sender også epikrisen til din egen læge.
Mere information
Det er vigtigt at tale om hændelsen og dine reaktioner. Enten med dine nær-meste eller din egen læge.
Offerrådgivningen og Ulykkeslinjen
Både offerrådgivningen og Ulykkeslinjen tilbyder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. De har tavshedspligt og sikrer anonymitet. Ud over telefonsamtale, tilbyder de en chatfunktion og personligt møde med en rådgiver.
Du kan kontakte Offerrådgivning eller Ulykkeslinjen gratis hele døgnet rundt.
Hvis du oplever et større behov for støtte skal du kontakte din egen læge der kan henvise til psykologhjælp.
Derudover kan man ofte kontakte sit forsikringsselskab med henblik på krisehjælp.
De første 24 timer kan du henvende dig direkte til os i Traumecentret med spørgsmål omkring evt symptom og den behandling du har fået. Du kan kontakte os på telefonnummer 78450235.
Herefter skal du henvende dig til din egen læge eller vagtlæge.
Ved brug for akut hjælp, ring 112.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1361433
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.