Denne vejledning giver dig oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, når du har fået en gipsbandage på benet i Skadestuen.
Vær opmærksom på
Du må hverken gå eller støtte på gipsen. Gipsen vil knække og miste sin effekt.
Når du sidder ned, må gipsen gerne hvile på jorden, men du må ikke skyggestøtte med gipsen.
Specielt det første døgn er det vigtigt, at gipsen ikke udsættes for stød eller slag, da det kan give trykmærker i gipsen og resultere i sår under gipsen.
Henvend dig altid til Skadestuen ved gipsegener
Gipsen kan ikke tåle vand. Når du skal i bad, skal du derfor beskytte gipsen med en plastikpose eller lignende, som lukker godt til over gipsen. Luk fx posen med tape eller elastik
Når du skal i bad, er det en god ide at sidde på en stol i brusekabinen, så du ikke falder og kommer til at støtte på gipsen ved en fejl.
Du skal have en pose på benet og sørge for, at gipsen ikke bliver våd.
Kør IKKE bil, cykel eller lign. med gips på
Sådan gør du
Benet kan have tendens til at hæve, særligt den første tid. Hævelsen skyldes væskeophobning på baggrund af skaden.
Du kan bl.a. mindske hævelsen ved at:
holde benet over hjertehøjde fx ved at placere benet højt på en pude, når du ligger ned
lave øvelser med tæerne/bevæge tæerne
Du kan bruge håndkøbsmedicin som smertestillende behandling, hvis du har behov for det.
Voksne skal have Paracetamol eller Ibuprofen (evt. samtidigt) ud fra det, lægen ordinerer. Har du har tendens til sure opstød eller mavesår, bør du undgå at tage Ibuprofen.
Børn skal have Paracetamol ud fra, hvad de vejer, eller efter det, lægen ordinerer.
Hvis det håndkøbssmertestillende medicin ikke dækker dine smerter, skal du kontakte din egen læge/vagtlæge.
Du skal kontakte skadestuen eller der, hvor du skal til kontrol hvis:
gipsen strammer, gnaver, stikker, knækker, bliver løs eller våd
tæerne hæver, bliver blege eller blålige
du får sovende eller snurrende fornemmelser i tæerne eller de bliver følelsesløse
der opstår voldsomme eller tiltagende smerter
Knyt og stræk i tæerne i roligt tempo 30-60 sekunder ad gangen flere gange om dagen.
De første dage kan det være nødvendigt at udføre øvelserne hver time.
Videre forløb
Når du har fået gipsbandage skal du til kontrol et af nedenstående steder. Skadestuen fortæller dig, hvor du skal til kontrol
Akut Dagklinik:
Du får en indkaldelse i digital post (tidl. e-Boks) Husk at aflever den lille seddel du fik af lægen i receptionen inden du går hjem
Akut Dagklinik finder du samme sted som skadestuen ved indgang J3. Scan dit sundhedskort ved ankomststanderen
Hvis du får problemer med gipsen, skal du altid kontakte skadestuen
Egen læge:
Hvis du skal til kontrol hos egen læge skal du huske selv at bestille en tid.
Oplever du i mellemtiden problemer med gipsen skal du kontakte skadestuen
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Har du spørgsmål i forbindelse med din behandling på Skadestuen, kontakt da Skadestuen på tlf. 7846 4541
Har du spørgsmål eller behov for at låne hjælpemidler, kan du kontakte fysioterapeuterne på tlf. 7845 6750 på hverdage mellem 08.00-12.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 161 Indgang J3 8200 Aarhus N
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1286308
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.