Vi tilbyder værelser, hvor patienter og pårørende kan overnatte på hospitalet. Læs om kriterier og priser og find praktisk info om dit ophold her.

Om Patienthotellet

Værelser i rolige og trygge omgivelser

Patienthotellet tilbyder komfortable værelser i dejlige omgivelser, hvor der er ro, nærvær, tid og adgang til professionel omsorg.

Her møder du kompetent og erfarent sygeplejefagligt personale og kan bo trygt og i nærhed til den afdeling, du er tilknyttet. Der er plads til alle typer patienter og forløb.

Alle værelser på Patienthotellet er dobbeltværelser med eget bad og toilet og mulighed for at en pårørende/ledsager kan overnatte.

Kriterier for ophold

Du kan bo på Patienthotellet, hvis du er selvhjulpen som patient, eller har en pårørende med som hjælper.  

Du skal fx kunne:

  • opsøge hjælp og vejledning
  • sørge for din egen hygiejne
  • komme rundt ved egen hjælp
  • tage vare på din egen medicin
  • være i stand til at følge et behandlings- og undersøgelsesforløb.

Ophold for egen regning

Muligheder

Som patient kan du booke et værelse på egen regning. Fx hvis du ønsker at overnatte dagen før en operation eller dagen efter en operation. Og der er mulighed for, at en pårørende/ledsager kan overnatte sammen med dig.

Det er kun muligt selv at booke plads, hvis der er ledige værelser, og man kan kun booke et værelse for én nat ad gangen. 

Pårørende, der overnatter uden patienten, kan som udgangspunkt bo på Patienthotellet én nat. Flere overnatninger aftales fra dag til dag med hotelsygeplejersken i receptionen.

Vi kan desværre ikke altid garantere, at pårørende kan få et værelse, fordi hotellet først og fremmest skal tilgodese patienterne.

Sådan booker du

Ring til Patienthotellet på telefon 24 77 91 87 efter kl. 15.30 for at høre om der er plads.

Hvis der ikke er ledige værelser på Patienthotellet, ligger der andre hoteller tæt på hospitalet.

Priser og betaling

Priser

Overnatning i eget værelse

  • Inklusiv morgenmad: 949 kr.
  • Inklusiv fuld forplejning: 1174 kr.

Voksen ledsager/pårørende i samme værelse som patienten

  • Inklusiv morgenmad: 427 kr.
  • Inklusiv fuld forplejning: 652 kr.

Barn 1-12 år i samme værelse som patienten

  • Inklusiv morgenmad: 282 kr.
  • Inklusiv fuld forplejning: 357 kr.

Barn under 1 år

  • 83 kr.

Fuld forplejning dækker over morgenmad, frokost, eftermiddagskaffe med kage, aftensmad, aftenkaffe og kolde drikkevarer.

Man skal betale for fuld forplejning, hvis man får mere end morgenmad. Også selvom man ankommer om aftenen, og kun når at få aftensmad, kaffe og morgenmad. 

Ønsker du under dit ophold at ændre i din forplejning, bedes du henvende dig til sygeplejersken i Receptionen senest kl. 9, så vi kan nå at bestille den ønskede kost til dig.

Betaling

Hvis du bor på Patienthotellet som betalende gæst i flere dage, bedes du afregne med os fra dag til dag.

Ophold som del af behandlingsforløb

Nogle patienter får et ophold på Patienthotellet som del af deres behandlingsforløb.

Det er den afdeling, hvor du er i behandling, der afgør, om der er mulighed for, at du kan bo på Patienthotellet. Hvis det er en mulighed, sørger afdelingen for at henvise dig til os.

Opholdet koster dig i det tilfælde ikke noget, da det er en del af  dit indlæggelsesforløb. Og du får fuld forplejning under dit ophold.

Alle afdelinger på hospitalet benytter Patienthotellet.

Ind- og udtjekning

Indtjekning

Patienthotellet ligger på plan 12, 13 og 14 i Forum, som er den høje bygning i midten af hospitalet.

Receptionen ligger på plan 13.

Når du ankommer bedes du henvende dig til hotelsygeplejersken, der sidder i receptionen.

Udtjekning

Når du forlader Patienthotellet, bedes du aflevere nøglekortet i receptionen.

Pårørende/selvbetalere betaler i receptionen for overnatning. Der kan betales med Mobile Pay eller Dankort.

Udtjekning skal ske inden kl. 10.00 på afrejsedagen, eller når du er udskrevet fra afdelingen.

Ellers efter aftale med hotelsygeplejersken.

Dit ophold

Sygeplejerske står ved skranken på Patienthotellet

Hotelsygeplejerske

Patienthotellets sygeplejersker kan altid vejlede dig, hvis du har spørgsmål, eller hjælpe dig videre til en, der kan svare.

Du kan få hjælp af en hotelsygeplejerske døgnet rundt. Hotelsygeplejersken kan fx hjælpe med at:

  • give injektioner
  • huske aftaler
  • bestille transport

I dag- og aftentimerne er der en hotelsygeplejerske i receptionen det meste af tiden, og her kan du henvende dig efter behov.  

Har du brug for hjælp i nattetimerne skal du ringe til den vagthavende hotelsygeplejerske på telefon 24779187. Telefonnummeret står også inde på værelset.

Har du akut brug for hjælp, skal du trække i den røde klokkesnor.

Håndklæder og sengelinned

Når du bor på Patienthotellet, får du håndklæder og sengelinned.

Der hænger dispensere med medicinsk sæbe og håndsprit på badeværelserne, som du er velkommen til at bruge.

Tøj, toiletsager og medicin

Du skal medbringe:

  • eget tøj
  • toiletartikler
  • medicin hjemmefra eller fra den afdeling, du er tilknyttet

Patienthotellet ligger ikke inde med nogen form for medicin.

Måltider

Caféen i Patienthotellet

Café

Alle måltider serveres i caféen på 13. sal.

Der er plads til 40 gæster i caféen. I perioder med flere gæster på hotellet, er det nødvendigt, at gæsterne spiser af to omgange.

Der vil være kort på bordene med orientering om dette.

Spisetider

  • Morgenmad: 07.15 – 09.00 (7:30-9.00 i weekenden)
  • Frokost: 12.00 - 13.30
  • Eftermiddagskaffe fra kl. 13.30 (14.00 i weekenden)
  • Aftensmad: 18.00 – 19.30
  • Aftenkaffe fra 19.30

Kaffe serveres løbende.

Diæter kan imødekommes og vores sygeplejersker kan være behjælpelige med kostvejledning, hvis du skulle have brug for det.

Medbragt mad

Det er tilladt at medbringe egen mad på Patienthotellet. 

På plan 12 og 14 er der et køleskab, hvor medbragt mad kan opbevares.

Eksempler på friske råvarer Eksempler på friske råvarer

Hjemmelavet, frisk og økologisk

Maden du får i Patienthotellets restaurant er lavet fra bunden af friske og råvarer af høj kvalitet. 

Læs mere om hvordan vi laver mad

TV og internet

TV

Der er TV på alle værelser.

Gratis WI-FI

Find netværket "RegionMIDT-Gaest" eller Gå til siden hotspot.rm.dk 

Log ind enten CPR, MitID eller vis SMS-kode.

Vejledning i brug af regionens gæstenet

Vækning

Du har mulighed for at få morgenvækning.

Henvend dig i receptionen for at aftale vækning med hotelsygeplejersken.

Værdigenstande

Patienthotellet kan ikke tilbyde dig at passe på dine værdigenstande, da der ikke er safety bokse på værelserne.

Derfor opfordrer vi dig til kun at medbringe det allermest nødvendige.

Vi opfordrer også til, at du ikke har mange kontanter liggende på dit værelse.

Rygning

Det er forbudt at ryge på hele Aarhus Universitetshospital - dette gælder også elektroniske cigaretter.

Der er indrettet udendørs rygekabiner, som er de eneste steder, der må ryges.

Se nærmeste rygekabiner i forhold til Patienhotellet

Find vej

Adresse og kort

Adresse 

Patienthotellet

Aarhus Universitetshospital

Palle Juul-Jensens Boulevard 11

Indgang A, Plan 13, A1303

8200 Aarhus N

Kort

Patienthotellet ligger ved Indgang A.

Oversigtskort over vores placering

Kontakt

Patienthotellet

Telefon

24 77 91 87 

Telefontid 

Receptionen er åben hele døgnet, men ring helst i dagtimerne mellem klokken 08.00 og 15.00

Mail

Patienthotellerne@auh.rm.dk