Om klinikken

Sygdomme vi behandler

I Dialyseklinikken kommer du for at få hæmodialysebehandling, hvis dine nyrer ikke kan rense dit blod og udskille væske.

Hæmodialysebehandlingen fortsætter oftest hele livet. Du kan blive behandlet hos os eller i dit eget hjem. Det er lægerne og sygeplejerskerne, der vurderer, om du kan varetage behandlingen hjemme.

Personale du møder

Når du kommer i klinikken, kan du møde forskelligt personale.

Du kan f.eks. møde:

  • Sygeplejersker
  • Læger
  • Sekretær
  • Serviceassistenter
  • Diætist

Du kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse.

Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.

Information og vejledning

I Nyresygdomme har vi udarbejdet information og vejledning til dig, der har en nyresygdom. Her finder du patientvejledninger om bl.a. undersøgelser, behandlinger, bivirkninger, kost og fysisk aktivitet.

Se oversigt over vores patientvejledninger

Dit besøg

Før du kommer

Når du er blevet henvist til Dialyseklinikken, indkalder vi dig til behandling. 

Inden dit besøg får du information om:

  • Hvor og hvornår du skal møde op
  • Hvad der skal ske under dit besøg
  • Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
  • Hvad du evt. skal gøre hjemmefra

Når du ankommer

Scan dit sundhedskort på ankomststanderen, når du ankommer. Ankomststanderen er placeret ved indgangen til Dialyseklinikken.

Du får et ventenummer og kan på ankomstavlen i venteområdet se, hvornår det er din tur. Gå til den viste stue, når dit nummer bliver kaldt på skærmen.

Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan komme akutte patienter, som giver forsinkelser. Du kan henvende dig til personalet i klinikken, hvis du har spørgsmål til din ventetid.

Under besøget

Behandling

Du kommer i klinikken, når du skal i hæmodialyse. 

Der er plads til 9-10 patienter på dialysestuerne. Der er TV med høretelefoner til hver plads. 

Du ligger i en seng under behandlingen i dit eget tøj. Der er sygeplejersker på stuen under hele din dialysebehandling. 

De fleste patienter skal i hæmodialyse tre gange om ugen. Du har selv mulighed for at ønske, hvilke dage og tidspunkter der passer dig.

Du må gerne selv tage del i din behandling og de praktiske gøremål. Tal med din sygeplejerske om, hvad der kan være relevant for dig.

Læs mere om hæmodialyse på sundhed.dk

Mad og drikke

Du bliver tilbudt en frokostbolle, samt kaffe/the eller saft under din dialysebehandling. Om aftenen serverer vi et varmt aftensmåltid.

Du må gerne selv medbringe mad og drikke.

Medicin

Du skal tage din faste medicin med herind, så du kan tage den på det rigtige tidspunkt. Vær opmærksom på, at enkelte præparater udleveres af Dialyseklinikken. Spørg sygeplejersken om hvilke af dine præparater, der bliver udleveret her.

Du skal oplyse lægen, hvis du tager naturmedicin eller kosttilskud, da det kan have betydning for din behandling.

Telefon og internet

Du må gerne anvende din mobiltelefon under dialysebehandlingen, hvis du tager hensyn til dine medpatienter.

Lange samtaler skal ikke foregå på stuerne.

Der er gratis wifi på stuen. Det hedder RegionMIDT-Gaest, og du logger ind med dit cpr-nummer.

Hygiejne

Vask og sprit dine hænder grundigt før og efter behandlingen. Hvis du har diarré eller omgangssyge, skal du give personalet besked.

Det er kun tilladt for personalet at komme i køkkenet.

Besøg

Du må gerne have pårørende på besøg under din behandling. I skal tage hensyn til de andre patienter, og den pårørende skal forlade stuen, hvis personalet beder om det.

Kørsel efter behandling

Træthed og lettere ubehag er normale gener i timerne efter behandling.

Hvis du selv skal køre hjem, skal du vente i afdelingen en time, inden du kører. Hvis du har det dårligt efter behandlingen, må du ikke selv køre bil hjem.

Kontrol af din behandling

Vi tager rutinemæssige blodprøver og booker dig til lægesamtale ved din kontaktlæge i Nyremedicinsk Klinik. Ved disse samtaler deltager en sygeplejerske fra Dialyseklinikken, og du er velkommen til at have en pårørende med.

Viser blodprøverne et behov for ændring i din behandling eller medicin, aftaler vi det i samråd med dig.

Gæstedialyse

Vi tilbyder også hæmodialysebehandling til gæster fra ind- og udland, som skal være i den østlige del af Region Midtjylland.

Udover Dialyseklinikken på Aarhus Universitetshospital er der hæmodialyseklinikker i Randers og Horsens. Du er ikke garanteret en plads i den dialyseklinik, som ligger tættest på det sted, du skal holde ferie, men du er garanteret en plads i en af de tre hæmodialyseklinikker.

Se vores vejledninger om gæstedialyse

Hør Kent fortælle om at være i hæmodialyse på hospitalet

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Hør Susanne fortælle om at være i hæmodialyse i sit eget hjem

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Til pårørende

Din rolle som pårørende

Du er velkommen til at deltage i samtaler og behandlinger, hvis du og patienten ønsker det.

Du kan som pårørende hjælpe med at:

  • høre, hvad der bliver sagt under samtalen og stille spørgsmål
  • evt. hjælpe patienten med at forberede spørgsmål hjemmefra
  • få tiden til at gå under dialysebehandling

Netværk og støtte

Hospitalstilbud

Mens du er på hospitalet, kan du benytte dig af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende.

Læs om vores tilbud til patienter og pårørende

Øvrige tilbud

Du kan også finde råd og vejledning i forskellige foreninger og netværk:

Mange kommuner har desuden flere støttemuligheder og en pårørendevejleder. Du kan henvende dig i din kommune for at få mere information.

Find vej

Adresse og kort

Adresse 

Dialyseklinikken

Aarhus Universitetshospital

Palle Juul-Jensens Boulevard 21

Indgang B1, Plan 2, B201 

8200 Aarhus N

Kort

Dialyseklinikken ligger ved Indgang B1

Oversigtskort over klinikkens placering