Symptomer

Epilepsi er en samlet betegnelse for forekomsten af gentagne ensartede anfald, som skyldes forstyrret elektrisk aktivitet i hjernen. Anfaldene kan være krampeanfald – men der kan også være andre anfaldstyper.

Undersøgelse

Når du bliver henvist til Neurologisk Klinik, vil vi henvise dig til en EEG undersøgelse (Elektro EncephaloGrafi), for at vise den elektriske aktivitet i hjernen, som kan være med til at afklare, om du har epilepsi.

Ved samtalen i Neurologisk Klinik vil du blive bedt om at fortælle din sygehistorie og give en detaljeret beskrivelse af dine anfald, din egen oplevelse af anfaldene samt, hvad andre har set.

Du vil første gang du møder i ambulatoriet få lavet en neurologisk undersøgelse, som typisk fokuserer på: 

  • Bevidsthedstilstand
  • Sprog
  • Kranienervefunktion 
  • Lammelser og motorik 
  • Nakkestivhed og reflekser 
  • Gangfunktion 
  • Koordination (Ataksi) 
  • Sensibilitet

Efter undersøgelse

Resultatet af den neurologiske undersøgelse og EEG-undersøgelsen indgår sammen med beskrivelsen af dine anfald i vurdering af, om du har epilepsi.

Efter konsultationen kan neurologen ofte stille en diagnose, men det kan også være, at der skal yderligere undersøgelser til, for at sikre at diagnosen er den rigtige.

Behandling og tilbud

Behandling

Du vil få information om, hvad du selv kan gøre (livsstil), og mulighed for behandling med medicin.

Neurologen vil tale med dig om, hvilke forholdsregler der er nødvendige. Det kan være kørselsforbud og forudsætninger for at det kan ophæves.

Der vil der være mulighed for, at du kan stille spørgsmål angående erhverv, mulighed for graviditet i forhold til medicinen og lignende.

Tilbud

I Neurologisk klinik (Epilepsiteamet) kan du få: 

  • Samtale med en epilepsisygeplejerske angående praktiske forhold ved at leve med epilepsi.
  • At du har tilknytning til den samme neurolog i forløbet.
  • Forskellige former for opfølgning af din epilepsi ved konsultationer med fremmøde, skemakontroller over nettet (Ambuflex) og telefonkonsultationer.
  • Andre behandlingsmuligheder, hvor epilepsimedicinen ikke har en tilstrækkelig effekt, herunder udredning mhp. kirurgisk behandling eller behandling med neurostimulator.