Den mad, du spiser, betyder en masse for din sundhed. Når du spiser, får du proteiner, fedt og kulhydrater, vitaminer, mineraler og fibre – næringsstoffer din krop har brug for.
Ernæring til dig med gigtsygdom
Der er endnu ikke forsket meget i, hvilken kost personer med gigtsygdomme bør spise, og der findes derfor ikke én specifik diæt til personer med gigtsygdomme. Vi ved, at både det du spiser samt det at have en aktiv livsstil med daglig bevægelse kan have en positiv effekt ved aktivitet i din sygdom og ligeledes kan være forebyggende mod ny opblussen i din gigtsygdom.
Det anbefales, at du spiser efter De officielle Kostråd. Rådene sikrer, at du får dækket kroppens behov for næringsstoffer, vitaminer og mineraler. Desuden passer de sammenhænge, der er set mellem gigt og mad i videnskabelige undersøgelser, rigtig godt med de officielle kostråd.
Kost og følgesygdomme
Ved at spise efter de officielle kostråd nedsætter du risikoen for udvikling af følgesygdomme som hjerte-karsygdom og type-2 diabetes, ligesom du nemmere kan holde en sund vægt.
Hvis du er overvægtig med et BMI over 25 anbefales et vægttab, da et vægttab kan reducere sygdomsaktiviteten. Hvis du gerne vil tabe i vægt kan du stadig, med fordel, følge De officielle kostråd og samtidig være opmærksom på mængder og portionsstørrelser.
De officielle Kostråd:
-
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
-
Spis flere grøntsager og frugt
-
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
-
Spis mad med fuldkorn
-
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
-
Spis mindre af det søde, salte og fede
-
Sluk tørsten i vand
Vigtigt tip:
Nøglehulsmærket
Gå efter Nøglehullet – Nøglehullet er det officielle ernæringsmærke, som gør det nemt at vælge sundere i hverdagen. Når du vælger mad- og drikkevarer mærket med Nøglehulsmærket, bliver det nemmere at spare på fedt, sukker og salt samt at få flere fibre og fuldkorn.
Bevægelse og motion
Daglig bevægelse er vigtigt. Det giver energi og styrke til, at du kan gøre de ting, du gerne vil i din hverdag.
Bevægelse styrker dine muskler og er med til at give et større mentalt overskud. Fysisk aktivitet mindsker, ligesom den rette kost, også risikoen for at udvikle de følgesygdomme, der kan være forbundet med din gigtsygdom.
Der anbefales ikke en specifik motionsform. Find den motionsform du har lyst til, finder glæde ved og som giver dig et smil på læben. Det er også vigtigt at finde en motionsform, som passer ind i din hverdag, så er der større chance for, at du får bevæget dig regelmæssigt.
Sæt realistiske mål og husk, at lidt er bedre end ingenting, så glæd dig over den træning, du gennemfører.
10 kostråd til mere sundhed og energi i hverdagen (Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme)
D-vitaminmangel (Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme)