Hvem kan føde hjemme?

I Danmark har kvinder ret til selv at bestemme, hvor de vil føde deres børn. Nogle vælger at føde på hospital, andre vælger at føde hjemme eller på fødeklinik.

Vi anbefaler kun hjemmefødsel til kvinder med:

  • en ukompliceret graviditet, hvor både mor og barn er raske
  • en forventet ukompliceret fødsel mellem graviditetsuge 37 og 42

Når du kommer som gravid i Aarhus jordemoderpraksis, har du/I mulighed for at gå i konsultation hos en jordemoder, der varetager hjemmefødsler. Vi er en gruppe af jordemødre, der kan tilbyder denne mulighed.

Hvor sikkert er det at føde hjemme?

Hjemmefødsel er et trygt og sikkert alternativ.

I dag ved vi, at fødsler i hjemmet er lige så sikre som fødsler på hospital, når graviditeten er forløbet normalt, og der er udsigt til en normal fødsel til terminen dvs. mellem graviditetsuge 37 og 42.

Det kan ske, at fødejordemoderen skønner, at det er nødvendigt at overflytte dig/jer til hospital enten under eller efter barnets fødsel. Overflytningen sker i de tilfælde, hvor der opstår komplikationer, der kræver observation og eventuel behandling på hospital.

I Aarhus har vi ca. 120 hjemmefødsler om året.

Vi overflytter ca. 50 % af de førstegangsfødende under eller efter fødslen, og ca. 12 % af de flergangsfødende.

3 ud af 4 føder spontant på hospitalet efter en overflytning. Spontant vil sige fx uden sugekop eller ved kejsersnit.

Hvis du overvejer hjemmefødsel

Er du i tvivl om du ønsker hjemmefødsel, eller har du brug for at vide mere, så kan du snakke med din jordemoder eller kontakte Aarhus jordmoderpraksis, - du finder telefonnummeret under kontakt.

Vi tilbyder også hjemmefødselscafé, som både er for de nysgerrige, og for de som har truffet beslutning om hjemmefødsel. 

Læs mere og se, hvordan du tilmelder dig hjemmefødselscafé

Videoer om hjemmefødsel