Barselsafsnittet
Du bliver indlagt hos os ved komplikationer eller behov for observation efter fødslen. Her kan du læse om din indlæggelse og finde praktiske informationer.
Om afsnittet
Vi modtager dig
I Barselsafsnittet modtager vi dig, hvis der opstår komplikationer i forbindelse med din fødsel, du har fået kejsersnit eller har sygdomme, som kræver tættere observation efter fødslen.
Årsager til, at du bliver indlagt kan f.eks. være, at:
- du har diabetes
- du har født tvillinger
- du har psykiske eller sociale problematikker
- dit barn har brug for tættere observation
Indlæggelsestiden er individuel, men varer typisk mellem 1-3 dage. Vurderer vi, at der er et behov, vil det være muligt at forlænge indlæggelsen med et ophold i Familieafsnittet.
Personale du møder
I afsnittet vil du møde:
- Læger
- Sygeplejersker
- Jordemødre
- Sekretærer
- Serviceassistenter
- Social- og sundhedsassistenter
Du kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse.
Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.
Der er 23 sengepladser i afsnittet.
Patientvejledninger
I afdelingen har vi udarbejdet patientvejledninger. Her finder du information, videoer og vejledning om graviditet, fødsel og barsel.
Før du kommer
Husk at medbringe
Det skal du have med:
- Sundhedskort (sygesikringsbevis)
- Vandrejournal
- Din faste medicin i original indpakning
- Toiletsager
- Tøj og indesko
- Evt. computer, læsestof eller anden underholdning
Vi opfordrer dig til at pakke i en mindre taske og til at lade smykker og værdigenstande blive derhjemme.
Mens du er indlagt
Modtagelse
Når du kommer, bliver du modtaget af personale, som viser dig tilrette i afsnittet.
Sengestue og faciliteter
På afsnittet er der 22 enestuer, hvoraf den ene stue kan fungere som dobbeltstue, hvis vores afsnit er fyldt op. Du deler bad og toilet med én anden stue.
Der er et fælles køkken med køleskab, som I kan benytte til medbragt mad og drikke.
Mad og drikke
Du får 3 daglige måltider, mens du er indlagt.
Læs mere om mad og drikke på hospitalet
Uden for hovedmåltiderne er det altid muligt at få et mellemmåltid. Spørg gerne personalet.
Du kan hele døgnet hente kolde og varme drikke i køkkenet.
Vi har mulighed for at tage hensyn til særlige behov som f.eks. allergier eller ønske om vegetarisk/vegansk kost. Spørg personalet når du kommer, så kan vi hjælpe med at bestille den rette kost.
Din kontakt med os
Der er stuegang i afsnittet hver dag. Der er ikke nødvendigvis stuegang hos dig hver dag.
Stuegang betyder, at en læge kommer og snakker med dig. Du bliver evt. undersøgt, og lægen vurderer, om der er noget, der skal ændres i forhold til din behandling, eller om du er klar til at komme hjem. Din partner eller pårørende er velkommen til at deltage i stuegang, hvis du ønsker det.
Der er døgnbemandet på afsnittet med sundhedspersonale.
Du kan altid komme i kontakt med os, hvis du har brug for hjælp.
Vi sikrer os, at du og dit barn har det godt.
Den digitale forløbsguide 'Emento'
Via appen 'Emento' kan du få et overblik over dit forløb i afdelingen. Vi sender dig løbende information. Når du har hentet app'en, opretter du en bruger.
Download app'en til din smartphone på én af følgende måder:
- Åbn siden: http://emento.dk/app
- Søg på "Emento" i enten AppStore eller GooglePlay på din smartphone
På booking.rm.dk eller med app'en MineAftaler kan du se dine kommende aftaler.
Når du skal hjem
Vejledning før udskrivelse
Du er indlagt, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din og barnets tilstand.
Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, hvad du skal gøre, når du kommer hjem.
Du får bl.a. informationer om:
- Hvad du skal holde øje med efter din indlæggelse
- Hvem du skal kontakte ved behov
- Evt. hvordan dit videre forløb ser ud
Udskrivelse
Vi laver et udskrivelsesbrev om din indlæggelse hos os, som både du og din egen praktiserende læge har adgang til på sundhed.dk. Der kan du finde information om den behandling, du har fået. Du kan også se de eventuelle aftaler, vi har lavet med dig. Med dit samtykke sender vi også udskrivelsesbrevet til sundhedsplejen ved behov.
Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.
Til partner/pårørende
Besøg
Der er fri besøgstid.
Ønsker I ikke at blive forstyrret, kan vi hænge et skilt på døren.
Søskende er velkomne til at komme med på besøg, men kan ikke overnatte.
Af hensyn til smitterisiko skal du og evt. søskende blive hjemme, hvis du/I er syge eller ikke føler jer helt friske.
Mad og drikke
Det er muligt at spise sammen, men du skal som partner/pårørende selv betale for forplejning.
Det er også muligt selv at medbringe egen mad eller købe fra en af caféerne på hospitalet. Vær opmærksom på at caféerne ikke har døgnåbent.
Overnatning
Der er plads til at partner eller en pårørende overnatter på stuen. Som partner/pårørende betaler du for overnatning. Få oplyst aktuel pris i afsnittet.
Der er en briks på stuen, som kan slås ned. Du får udleveret sengetøj af personalet. Du skal selv redde din seng, tage sengetøjet af og putte det i vasketøjsposen på badeværelset, inden du tager hjem.
Du skal være forberedt på, at vi i løbet af natten kan komme og se til mor og barn.
Din rolle som partner/pårørende
Du er velkommen til at deltage i samtaler, stuegang og undersøgelser, hvis du og moderen ønsker det.
Du kan som partner/pårørende:
- være med i dialogen
- høre, hvad der bliver sagt
- stille spørgsmål
- skabe tryghed hos den gravide
Vi ønsker et tæt samarbejde med dig og vil meget gerne inddrage dig i det omfang, som du og moderen ønsker.
Netværk og støtte
Hospitalstilbud
Mens I er på hospitalet, kan I benytte jer af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende.
Læs om vores tilbud til patienter og pårørende
Relevant viden, kurser og tilbud
I afdelingen har vi samlet relevant viden, kurser og tilbud i en oversigt. Her finder du information om graviditet, fødsel og barsel.
Se oversigten med viden, kurser og tilbud
Mange kommuner har desuden forskellige tilbud til gravide og kommende forældre. Du kan henvende dig hos din praktiserende læge, sundhedsplejerske eller i din kommune for at få mere information.
Find vej
Adresse og kort
Adresse
Barselsafsnittet
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 139
Indgang H14, Plan 2, I202
8200 Aarhus N
Kort
Barselsafsnittet ligger ved Indgang H14.