Det kan være en stor forandring og omvæltning for hele jeres familie, at få hjælpere i hjemmet til varetagelse af jeres barns respiratoriske pleje, behandling og overvågning.
Det tager tid at vænne sig til, at have hjælpere i hjemmet. For nogle familier tager det mange måneder og måske op til flere år, mens andre familier er hurtigere til at tilpasse sig deres nye situation, og nærmest anser hjælperne som familiemedlemmer. Vi anbefaler, at I holder samarbejdet professionelt, da jeres hjem bliver arbejdsplads, og derved vil I have lettere ved at sige til og fra.
Der er mange praktiske ting at forholde sig til, når I kommer hjem. Hvor skal hjælperne opholde sig, hvor skal det respiratoriske apparatur være, plejeartikler, hjælpemidler etc., og hvem skal gøre hvad og hvornår.
Derudover kan det være følelsesmæssigt hårdt, at skulle forholde sig til andre mennesker i ens hjem. Det er vores erfaring, at der kan opstå udfordringer i dette samarbejde, såfremt ønsker og aftaler mellem jer som familie og jeres hjælperhold ikke er italesat fra starten. For at imødekomme et godt og langt samarbejde, kan I hente inspiration fra Samarbejdsaftale mellem familie og hjælpere og Refleksionskort til børnefamilier med respiratorisk behandling og overvågning i hjemmet.
Erfaringer fra andre forældre med respiratorisk pleje, behandling og overvågning i hjemmet, varetaget af et hjælperhold, er forskellige. Forældre føler sig generelt privilegeret og taknemmelige over, at behandlingen kan varetages i eget hjem med tilknyttet hjælperhold. Men samtidig oplever mange forældre, at det er indgribende i deres familieliv, og krænkende for deres privatliv. De anbefaler andre forældre, at skabe tid og plads til at være en familie, være forældre samt være et par uden hjælpere i nærheden.