Der er mange praktiske gøremål med et barn med respiratorisk betinget behandling og overvågning. Nogle gange kan de praktiske gøremål fylde så meget i hverdagslivet, at det kan være svært at få tid til andet.
Jeres hjem skal være velindrettet, ryddeligt og rengjort, så hjælperne kan varetage den respiratoriske pleje, behandling og overvågning i jeres hjem.
Som udgangspunkt er hjælperholdets primære opgave at varetage jeres barns respiratoriske pleje, behandling og overvågning. Hjælperholdet kan også varetage kommunalt bevilget aflastning af forældre, praktisk hjælp og personlig pleje, hvis jeres barn har eller må få behov herfor. I kan søge råd og vejledning i jeres hjemkommune.
Hjælperholdet må dog ikke assistere jeres barn med opgaver, som kommunen har vurderet, der ikke kan visiteres hjælp til. Vurderes der behov for, at hjælperne skal oplæres i personlige plejeopgaver eller andre kommunale ydelser, er barnets hjemkommune ansvarlig for at oplære i dette.
Respirator og masker udleveres fra RCV. Ligesom alle remedier til den daglige respiratoriske pleje og behandling bestilles/genbestilles fra hjælpemiddeldepotet af barnets hjælperhold eller efter aftale. Remedierne er bevilliget og betalt af Regionen. Bestillingen foregår via varebestilling (se anvisninger i barnets instruksbog).