Medicinsk Sengeafsnit
På Medicinsk Sengeafsnit undersøger, behandler og plejer vi dig med en medicinsk sygdom der kræver indlæggelse. Find praktiske informationer her.
Om afsnittet
Sygdomme vi behandler
I Medicinsk Sengeafsnit modtager vi dig, hvis:
- du har en endokrinologisk sygdom, har et åbent indlæggelsesforløb eller bliver henvist til os fra egen læge eller fra vores klinik
- har en akut medicinsk sygdom, har brug for akut indlæggelse og har bopæl i Aarhus Kommune. Har du bopæl i en anden kommune og får brug for akut indlæggelse, bliver du indlagt på dit lokale hospital.
En indlæggelse kan vare fra få timer til flere dage. Det afhænger af, hvad du skal behandles for.
Læs mere om undersøgelse og behandling i vores patientvejledninger
Patientvejledninger
I vores patientvejledninger kan du læse om vores undersøgelser og behandlinger og forberede dig på, hvad der skal ske
Personale du møder
Når du bliver indlagt på Medicinsk Sengeafsnit bliver du tilknyttet et af afdelingens to tværfagligt teams.
Hvert team består af:
- Sygeplejersker
- Social- og sundhedsassistenter
- Læger
- Sekretærer
- Fysioterapeuter og ergoterapeuter
- Servicepersonale
- Evt. studerende fra ovenstående personalegrupper
Før du kommer
Akut indlæggelse
Du bliver indlagt akut hos os fra en af hospitalets akutafdelinger.
Husk at medbringe
Det skal du have med:
- Høretelefoner til tv og radio. På nogle af stuerne skal du bruge høretelefoner for at kunne se tv eller høre radio
- Toiletsager, hvis du skal være her i flere dage
- Evt. computer, læsestof eller anden underholdning
Vi opfordrer dig til at pakke i en mindre taske og til at lade smykker og værdigenstande blive derhjemme.
Mens du er indlagt
Modtagelse
Hvis du kommer fra Akutafdelingen, er du ofte allerede blevet set af en læge og en sygeplejerske fra Hormon- og Knoglesygdomme.
Når du ankommer til Medicinsk Sengeafsnit bliver du modtaget af plejepersonalet, som hjælper dig tilrette på stuen og kan besvare eventuelle spørgsmål.
Sengestue og faciliteter
I Medicinsk Sengeafsnit har vi både ene- og flersengsstuer, og vi tager individueller hensyn, når du får tildelt en stue.
Der er fjernsyn og lænestole på stuen.
Der er desuden en fælles opholdsstue. I opholdsstuen er der fælles køleskab til medbragt mad. Du har selv ansvar for dine egne madvarer.
Derudover er der en spisestue.
Mad og drikke
Du får tre daglige hovedmåltider, mens du er indlagt.
Personalet serverer måltiderne ved buffeten i spisestuen, hvor du selv kan hente maden. Hvis du ikke selv kan hente mad i spisestuen, bringer vi det ind til dig.
- Morgenmad: Fra kl. ca. 07.45
- Frokost: Fra kl. ca. 11.45
- Aftensmad: Fra kl. ca. 17.45
Du bliver tilbudt et mellemmåltid omkring kl. 14 og 19.30, men det er altid muligt at få et mellemmåltid. Spørg gerne personalet.
Du kan hente kolde og varme drikke ved opholdsstuen eller spisestuen.
Vi har mulighed for at tage hensyn til særlige behov som f.eks. allergier eller ønske om vegetarisk/vegansk kost. Spørg personalet når du kommer, så kan vi hjælpe med at bestille den rette kost.
Din kontakt med os
Når du er på sengestuen, er det lettest at kontakte os ved at trække en enkelt gang i den røde klokkesnor over sengen. På den måde får du fat i netop det plejepersonale, som er tilknyttet din stue og plejegruppe
Der er stuegang i afsnittet hver dag kl. 09.20-14.00, dog ikke i weekenden. Der er ikke nødvendigvis stuegang hos dig hver dag. Dine pårørende er velkomne til at deltage i stuegang. Vi anbefaler især, at du har en pårørende med, når du skal have svar på undersøgelser, og vi skal aftale en behandlingsplan. Hvis du ikke ønsker, at vi inddrager dine pårørende, respekterer vi selvfølgelig dette. Vi har tavshedspligt, og vi udtaler os kun til pårørende, hvis du har givet os tilladelse.
Stuegang betyder, at en læge og en sygeplejerske kommer og snakker med dig. Du bliver evt. undersøgt, og lægen vurderer, om der er noget, der skal ændres i forhold til din behandling, eller om du er klar til at komme hjem.
Når du skal hjem
Vejledning før udskrivelse
Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, hvad du skal gøre, når du kommer hjem.
Udskrivelse
Du er indlagt, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din behandling.
Vi laver et udskrivelsesnotat om din indlæggelse, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk. Her kan du finde information om den behandling, du har fået. Du kan også se de eventuelle aftaler, vi har lavet med dig.
Derudover får du et udskrivelsesbrev med i hånden fra sygeplejersken, hvor du kan læse om:
- Dit indlæggelsesforløb og den behandling, som er sat i gang
- Den medicin, du skal tage derhjemme
- Eventuelle aftaler med hjemmeplejen
- Eventuel genoptræning
- Eventuel opfølgning ved egen læge, i Klinik for Hormon- og Knoglesygdomme eller i andre afdelinger
Til pårørende
Besøg
Der er fri besøgstid, men der er ofte individuelle hensyn, som betyder, at vi indimellem bliver nødt til at begrænse besøgstiden og antallet af besøgende.
Du kan som pårørende blive bedt om at forlade stuen, hvis plejen eller behandlingen på stuen kræver det. Især kan formiddagene være optaget af undersøgelser, personlig pleje og træning ved vores terapeuter.
Af hensyn til de øvrige patienter på afdelingen, har vi ikke besøgende efter kl. 22.00.
Vælg en primær kontaktperson
Vi anbefaler, at I vælger en primær kontaktperson blandt de pårørende, som vi kan kontakte, hvis der er en ændring i tilstanden eller andre informationer.
Vi anbefaler ligeledes, at det er den primære kontaktperson, der kontakter os og giver informationer videre til andre pårørende.
Mad og drikke
Du må gerne spise sammen med patienten, men du skal medbringe egen mad. Det er også muligt at købe mad fra en af caféerne på hospitalet. Vær opmærksom på at caféerne ikke har døgnåbent.
Se caféernes åbningsstider på siden "Mad og drikke"
Overnatning
Det er ikke muligt for pårørende at overnatte i afdelingen, men der er mulighed for at booke en overnatning på et hotel i nærheden. Hvis patienten kommer på patienthotel, kan du mod betaling tage med.
Din rolle som pårørende
Du er velkommen til at deltage i samtaler, stuegang og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det. Det er især når der skal gives svar på undersøgelser, og der skal aftales en behandlingsplan.
Du kan som pårørende hjælpe med at:
- høre, hvad der bliver sagt
- stille spørgsmål
- evt. hjælpe patienten med at forberede spørgsmål
Netværk og støtte
Der kan være flere udfordringer ved at være syg eller være pårørende til en, som er syg.
Mens du er på hospitalet, kan du benytte dig af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende.
Læs om vores tilbud til patienter og pårørende
Mange kommuner har en pårørendevejleder og andre støttemuligheder. Du kan henvende dig i din kommune og få mere information.
Find vej
Adresse og kort
Adresse
Medicinsk Sengeafsnit
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 99
Indgang G, Plan 3, G314
8200 Aarhus N
Kort
Medicinsk Sengeafsnit ligger ved Indgang G.
Kontakt
Telefon og mail
Telefon
78 45 54 50
Telefontid
Telefonen er åben hele døgnet alle ugens dage for akutte henvendelser. Vi opfordrer til, at du så vidt muligt ringer til os mellem kl. 8.00-14.30.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Vi bestræber os på at svare pr. mail indenfor 4 hverdage.
Ved uopsættelige henvendelser, afbud eller ændring af tider bedes du kontakte afdelingen pr. telefon.
Adresse
Medicinsk Sengeafsnit, MSA
Hormon- og Knoglesygdomme
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 99
Indgang G, plan 3, krydspunkt G314 og G318
8200 Aarhus N
Nyttige links