AK-Centret
Du kommer i AK-Centret, hvis du er i forebyggende behandling mod blodpropper med medicinen Marevan® eller Marcoumar®. Læs om oplæring og kontrolforløb.
Om klinikken
Sygdomme vi behandler
Når du er i AK-behandling (antikoagulationsbehandling) betyder det, at du er i forebyggende behandling mod blodpropper med medicinen Marevan® eller Marcoumar®.
Hvis du skal være i AK-behandling i mere end et år, kan vi tilbyde dig oplæring, så du selv kan varetage din behandling.
Når du er blevet oplært, skal du fortsat samarbejde med os. Dine INR-svar og medicindosis skal vedvarende indberettes til AK-Centret via en app. Vi står til rådighed med vejledning om behandlingen, udlevering af teststrimler og nåle samt kvalitetskontrol af Coagu-Chek-apparater.
Personale, du møder
Når du kommer i AK-centret kan du møde forskellige faggrupper.
Du kan f.eks. møde:
- Læger
- Sygeplejersker
Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.
Dit besøg
Før du kommer
Henvisning til AK-centret
Hvis du skal have medicinen Marevan® eller Marcoumar® i mere end et år og er interesseret i at varetage behandlingen selv, kan du bede den læge, som kontrollerer din behandling om at henvise dig til AK-centret.
Når du er blevet henvist, indkalder vi dig. Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.
I brevet kan du finde information om tidspunktet for den indledende opstartssamtale. Der er på nuværende tidspunkt ca. 1 års ventetid.
Indkaldelsesbrev
Senest 8 hverdage efter, du er henvist, modtager du et indkaldelsesbrev fra hospitalet. Du får brevet som Digital Post.
Indkaldelsen fortæller dig:
- hvor og hvornår du skal møde op
- hvad der skal ske, når du er her
- om der noget, du skal gøre, før du kommer
Bilag i indkaldelsen
Der vil ofte være vigtige informationer vedhæftet som bilag. Fx.eks. vejledninger om den undersøgelse eller behandling du skal have. Der finder du svar på spørgsmål som:
skal jeg faste?
Forbered dig på besøget
Det er vigtigt, at du har forberedt dig, og læst den information du har fået i dit indkaldelsesbrev. Der vil ofte være vigtige informationer vedhæftet indkaldelsen som bilag. F.eks. vejledninger om den undersøgelse eller behandling du skal have. Husk at læse alle bilag.
Læs mere om henvisning og indkaldelse
Husk, at medbringe
Du skal medbringe dit orange Marevan doseringskort.
Når du ankommer
Scan dit sundhedskort på ankomststanderen, når du ankommer. Scanneren er placeret ved indgangen til Hjertesygdomme Klinik.
Ankomstscanneren viser, hvilket venterum du skal gå til. Du skal vente i venterummet, indtil du bliver hentet af personale.
Dit forløb
Oplæringsforløbet tilpasses dine behov, og du kan kontakte AK-Centret alle hverdage, hvis du har brug for hjælp.
Der planlægges tre samtaler, hvor AK-centrets sygeplejersker underviser dig i:
- Hvordan du selv måler din INR (herunder, hvordan du indberetter INR-værdier og Marevan-/Marcoumar-dosis via en app på telefonen)
- Hvordan du vurderer, hvor mange Marevan®- eller Marcoumar®-tabletter, du skal tage
- Hvilke forhold, der kan have indflydelse på din behandling
Du skal selv have mod på at tage stilling til antallet af tabletter. Du kan kontakte AK-Centret, hvis du har behov for vejledning.
Vi stiller måleapparat og testmateriale til rådighed for dig. Vi aftaler med dig, om det er selvstyring eller selvtestning, der er mest hensigtsmæssig i din situation.
I AK-Centret kan vi tilbyde dig at samarbejde om din AK-behandling på to forskellige måder, som kaldes selvstyring og selvtestning.
Om selvstyring
Selvstyring indebærer, at du:
- selv tager en blodprøve i en fingerspids og måler blodets størkningstid (udtrykt i INR) på et apparat, som du får udleveret hos os. Apparatet kaldes et Koagulometer
- selv regulerer din Marevan®- eller Marcoumar®-dosis og kontakter AK-Centret, hvis du er i tvivl om doseringen (Find kontaktolysninger nederst på siden)
- indsender oplysninger om din AK-behandling til AK-Centret via en app på din telefon
Om selvtestning
Selvtestning indebærer, at du:
- selv tager en blodprøve i en fingerspids og måler blodets størkningstid (udtrykt i INR) på et apparat, som du får udleveret hos os. Apparatet kaldes et Koagulometer
- kontakter AK-Centret, hvis din INR er over eller under det anbefalede INR-niveau og aftaler, hvilken Marevan®- eller Marcoumar®-dosis, du skal tage
Efter oplæringen
Du er fortsat tilknyttet AK-Centret
Når du har afsluttet oplæringsforløbet i selvstyret eller selvtestet AK-behandling, er du fortsat tilknyttet AK-Centret.
Når du selv varetager din AK-behandling i samarbejde med AK-Centret, behøver du ikke at gå til kontrol på hospitalet eller hos din læge.
Du skal dog som regel fortsat have recepten på Marevan® eller Marcoumar® hos din egen læge.
Dine opgaver
Generelle opgaver:
- Måle INR en gang om ugen på apparatet til hjemmebrug og indberette INR-svar og dosis via appen
- Anvende, opbevare og renholde måleapparatet
- Indsende måleapparatet til AK-Centret til kontrol, når du får besked om det.
Hver uge indsende informationer om:
- Det daglige tablet-antal
- Den ugentlige INR-værdi
- Bemærkninger/forklaring på evt. markante udsving i INR, ekstra målinger eller pauser i behandlingen
Sådan sender du informationer
Informationerne om AK-behandlingen sendes via www.sundhed.dk - se vejledning.
De informationer, du sender, er en forudsætning for, at vi kan rådgive dig bedst muligt.
Kontakte AK-Centret ved:
- INR væsentlig udenfor det aftalte niveau
- Problemer med at udføre måling
- Spørgsmål til AK-behandling i forbindelse med fx opstart af anden behandling, operation eller graviditet
- Andet
Kontakt Forsyning og Service på telefon 40 32 42 66 (alle hverdage kl. 09.00-12.00) ved:
- Problemer med måleapparat af teknisk karakter
- Bestilling af testmateriale
AK-Centrets opgaver
- Vurdere dine indsendte informationer om behandlingen og kontakte dig ved eventuelle spørgsmål, kommentarer eller forslag til din behandling
- Stå til rådighed med vejledning ved enhver kontakt fra dig
- Stille måleapparat og testmateriale til INR-måling til rådighed
- Indkalde og kontrollere apparaturet
Rådgivning om din AK-behandling
Du kan kontakte AK-Centret alle hverdage, hvis du har brug for rådgivning om din AK-behandling.
Sygeplejerskerne i AK-Centret står til rådighed, hvis du har brug for vejledning.
Vær opmærksom på følgende, når du er i AK-behandling
Forhold, der kan have indflydelse på din AK-behandling
De typiske forhold, der kan have indflydelse på behandlingen er:
- Alkohol
- Sygdom
- Anden medicin
- Stress
- Rejser
- Kost
Erfaringen viser, at det er forskelligt fra person til person, om de nævnte forhold har indflydelse og i givet fald hvor meget.
Informer om din AK-behandling ved operation og undersøgelse
Hvis du skal opereres eller have foretaget en undersøgelse, er det vigtigt, at du i god tid inden, oplyser det sted, som skal foretage operationen eller undersøgelsen, så der kan lægges en plan for din forebyggende behandling mod blodpropper.
Der skal tages stilling til, om operationen eller undersøgelsen kan foretages uden ændring i din Marevan®- eller Marcoumar®-behandling, eller om du skal hold pause med tabletterne og eventuelt have indsprøjtninger i stedet.
Informer din tandlæge om, at du er i AK-behandling
Almindelige tandlægebesøg kræver sædvanligvis ingen forholdsregler med hensyn til din Marevan®- eller Marcoumar®-behandling, men det er vigtigt, at du informerer tandlægen om, at du er i AK-behandling.
Ukomplicerede tandudtrækninger, rodbehandlinger og implantater kan sædvanligvis laves, uden du behøver at holde pause med din Marevan®- eller Marcoumar®-behandling. Kontakt AK-Centret, hvis du skal have trukket en tand ud eller have et tandimplantat, idet der kan være specifikke krav til INR og behov for Cyklokapron mundskyl, som du skal have udleveret via AK-Centret.
Hvis du alligevel skal holde pause med medicinen, skal der lægges en plan for din forebyggende behandling mod blodpropper.
Kontakt din læge, hvis du bliver gravid
Hvis du bliver gravid, skal du hurtigst muligt henvende dig til din egen læge med henblik på omstilling af Marevan®- eller Marcoumar®-behandlingen.
Til pårørende
Du er velkommen til at deltage i samtaler og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det. Som pårørende kan du eventuelt inddrages i oplæringen, så du kan hjælpe og støtte med behandlingen undervejs.
Du kan også hjælpe med at:
- høre, hvad der bliver sagt under samtalen
- stille spørgsmål
Hvis du er forælder til et barn, der er i behandling med Marevan®, kan du også blive oplært, så du kan varetage behandlingen.
Find vej
Adresse og kort
Adresse
Hjertesygdomme Klinik
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 89
Indgang F7, Plan 2, F207
8200 Aarhus N
Kort
Hjertesygdomme Klinik ligger ved Indgang F7.
Kontakt
Telefon, mail og telefontid
Telefon
24 77 89 01
Telefontid
- Mandag: Kl. 08.00-12.00
- Tirsdag: Kl. 08.00-12.00
- Onsdag: Kl. 09.00-12.00
- Torsdag: Kl. 08.00-12.00
- Fredag: Kl. 08.30-12.00
Patienter opfordres til at anvende besked-systemet i CSO-app'en og AK-online, da det kan være svært at komme igennem pr. telefon - særligt mandage.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Adresse
Hjertesygdomme Klinik
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 99
8200 Aarhus N
Indgang F6, F204
Nyttige links