Hjertesygdomme Akutafsnit
Du bliver indlagt hos os, hvis du har en blodprop, hjertesvigt, rytmeforstyrrelser m.m. Her kan du læse om din indlæggelse og finde praktiske informationer.
Om afsnittet
Sygdomme vi behandler
Du bliver indlagt i Hjertesygdomme Akutafsnit, hvis du har en blodprop i hjertet, hjerterytmeforstyrrelser, blodprop i lungerne eller hjertesvigt.
På afsnittet bliver du indlagt akut og kommer som oftest hertil med ambulance. Hvis du har behov for at være indlagt i flere døgn, bliver du overflyttet til et sengeafsnit.
Der er 19 sengepladser i afsnittet.
Personale du møder
I afsnittet vil du møde:
- Læger
- Sygeplejersker
- Social- og sundhedsassistenter
- Sekretærer
- Serviceassistenter
Du kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse fx lægestuderende, sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistentelever.
Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.
Plejepersonalet i afdelingen arbejder i 3-holdsskift. Du vil i hver vagt være tilknyttet én sygeplejerske.
Mens du er indlagt
Modtagelse
Straks efter, at du er ankommet til afsnittet, bliver du modtaget af en sygeplejerske.
Du får sat elektroder på brystet og bliver tilkoblet en såkaldt telemetri, som er en lille sender, der kan overvåge din hjerterytme. Når du er koblet til telemetrien, kan personalet følge din hjerterytme - også selv om de ikke er på din stue.
Du må ikke gå udenfor afsnittet, når du har telemetrien på, fordi vi så ikke kan reagere på eventuelle hjerterytmeforstyrrelser.
Du får taget blodprøver og får lavet en lægeundersøgelse. Alt efter din tilstand og hvor travlt vi har, kan der være ventetid på lægeundersøgelsen.
Tøj, bad og personlige egendele
Tøj
Du må gerne gå i dit eget tøj på de dage, hvor du ikke skal have lavet undersøgelser. I visse tilfælde kan vi bede dig om at tage hospitalstøj på, fx når du skal have lavet undersøgelser eller andre indgreb.
Du får udleveret hospitalstøj af personalet. Du skal have lange bukser og skjorte på, når du går på gangene og i fællesarealerne.
Bad
Du må ikke have telemetrien på i bad. Hvis du gerne vil i brusebad, skal du aftale det med din sygeplejerske, som beslutter, om telemetrien kortvarigt kan tages af, eller om den skal pakkes ind, mens du bader.
Personlige egendele
Vi anbefaler, at du lader kontanter, smykker og lignende blive hjemme.
Sengestue og faciliteter
Du bliver indlagt på en stue, hvor der er plads til flere patienter. I deler toilet og bad.
Der er også et fjernsyn og en lænestol på stuen, og vi har mulighed for at stille en iPad til rådighed, hvis du har brug for at have en pårørende med til stuegang på en online forbindelse.
Vi har desuden en fælles opholdsstue med fjernsyn på afsnittet.
Der er gratis wifi på stuen. Det hedder RegionMIDT-Gaest, og du logger ind med dit cpr-nummer.
Mad og drikke
Du får 3 daglige måltider, mens du er indlagt.
Måltiderne serveres på følgende tidspunkter:
- Morgenmad: Kl. 8.00
- Frokost: Kl. 12.00
- Aftensmad: Kl. 18.00
Maden serveres fra en madvogn i afsnittets køkken, og hvis du er oppegående, skal du selv hente maden. Hvis du ligger i sengen, henter personalet mad og drikke til dig.
Af hygiejniske årsager er der ikke selvbetjening ved madvognen, og det er vigtigt, at du spritter hænder, hver gang du tager imod din mad og drikkevarer.
Du kan enten spise på din stue eller i opholdsstuen.
Uden for hovedmåltiderne er det altid muligt at få et mellemmåltid. Spørg meget gerne personalet.
Allergier, vegetarisk kost m.m.
Vi har mulighed for at tage hensyn til særlige behov som f.eks. allergier eller ønske om vegetarisk/vegansk kost. Tal med personalet, så kan vi hjælpe med at bestille den rette kost.
Mad med mere fedt, protein og sukker
Når du er syg, har du mere brug for energi. Vi serverer derfor mad, der indeholder mere fedt, sukker og protein, end det normalt anbefales til raske mennesker.
Du vil også få tilbudt denne kost, selvom du har diabetes, og du kan derfor opleve, at dit behov for insulin stiger, mens du er indlagt.
Håndhygiejne
Rundt om i afsnittet er der håndsprit og servietter.
Du bedes bruge håndsprit:
- efter toiletbesøg
- før du henter mad og drikke
- hvis du har rørt ved urinkolbe eller kateterpose
- hvis du samler noget op fra gulvet
- efter nys, host og brug af lommetørklæde
Stuegang
Der er stuegang i afsnittet på hverdage fra kl. 09.00-15.00. Det er desværre ikke mulgt at give et præcist tidspunkt for, hvornår vi kommer forbi dig. Du kan evt. aftale et cirka tidspunkt med sygeplejersken, hvis dine pårørende gerne vil være med. Dine pårørende er altid velkomne til at deltage i stuegangen og kan også være med via videochat.
Stuegang betyder, at en læge og en sygeplejerske kommer og snakker med dig. Du bliver evt. undersøgt, og vi træffer beslutninger og lægger planer for dit behandlingsforløb sammen med dig og dine pårørende.
Forlad stuen, når din medpatient har stuegang
For at kunne overholde vores tavshedspligt både i forhold til dit og dine medpatienters behandlingsforløb, vil vi, hvis du er i stand til det, bede dig om at forlade stuen under din medpatients stuegang, såfremt du ligger på en 2-sengsstue.
Du må meget gerne selv tage initiativ til at forlade stuen.
Din kontakt med os
Samtaler
Læger og sygeplejersker forsøger at give åben og ærlig besked om undersøgelsesresultater og diagnose. Det er en god ide, at en person, der står dig nær, deltager i de forskellige samtaler. Det kan være en hjælp for både dig og dine pårørende og vil gøre det lettere for jer at fortsætte samtalen bagefter.
Brug for hjælp
Hvis du har brug for hjælp, kan du tilkalde sygeplejersken ved at trække i den røde snor i væggen over din seng.
Patientvejledninger
I Hjertesygdomme har vi udarbejdet information og vejledning til dig, der skal have lavet undersøgelser eller får behandling hos os.
Se en oversigt over alle undersøgelser og behandlinger i Hjertesygdomme
Når du skal hjem
Vejledning før udskrivelse
Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, hvad du skal gøre, når du kommer hjem.
Du får informationer om:
- eventuelle ændringer eller tilføjelser til din medicin - du får udleveret en medicinliste, som læge eller sygeplejerske gennemgår sammen med dig.
- eventuel opfølgning i vores dagklinik.
- hvordan du skal håndtere diverse situationer efter udskrivelsen.
Se også den vejledning, som du har fået sammen med dit indkaldelsesbrev. Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.
Udskrivelse
Du er indlagt, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din behandling.
Vi laver et udskrivelsesbrev om din indlæggelse hos os, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk. Der kan du finde information om den behandling, du har fået. Du kan også se de eventuelle aftaler, vi har lavet med dig.
Til pårørende
Besøg
Der er ikke faste besøgstider. Vi ser dog gerne, at du undgår tidsrummet kl. 12.00-14.00, hvor der er mad og middagshvile. Ligeledes skal der gerne være ro på stuerne efter. kl. 21.30, medmindre andet er aftalt med personalet.
Der kan være individuelle hensyn, som betyder, at vi må begrænse besøgstiden samt antallet af besøgende på stuen.
Vis også hensyn i opholdsstuen så det er rart for alle at være der.
Børn er velkomne til at komme med på besøg.
Mad og drikke
Du må gerne spise sammen med patienten, men du skal medbringe egen mad. Det er også muligt at købe mad fra en af caféerne på hospitalet. Vær opmærksom på at caféerne ikke har døgnåbent.
Overnatning
Du kan som udgangspunkt ikke overnatte på stuen, men du har mulighed for at booke en overnatning på et hotel i nærheden. Hvis patienten kommer på patienthotel, kan du mod betaling tage med.
Din rolle som pårørende
Du er velkommen til at deltage i samtaler, stuegang og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.
Du kan som pårørende hjælpe med at:
- høre, hvad der bliver sagt
- stille spørgsmål
- evt. hjælpe patienten med at forberede spørgsmål
Personalet har tavshedspligt, og vi videregiver derfor kun information til dig, hvis patienten er indforstået med det.
Det er en god ide at udvælge en pårørende, som giver besked til resten af familien.
Netværk og støtte
Der kan være flere udfordringer ved at være syg eller være pårørende til en, som er syg.
Mens du er på hospitalet, kan du og dine pårørende benytte jer af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende.
Læs om vores tilbud til patienter og pårørende
Du kan også finde råd og vejledning i forskellige foreninger og netværk:
Mange kommuner har desuden en pårørendevejleder og andre støttemuligheder. Du kan henvende dig i din kommune og få mere information.
Find vej
Adresse og kort
Adresse
Hjertesygdomme Akutafsnit
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 69
Indgang F, Plan 3, F304
8200 Aarhus N
Kort
Hjertesygdomme Akutafsnit ligger ved Indgang F.
Kontakt
Telefon, e-mail og telefontid
Telefon
78 45 22 71
Telefontid
Afdelingens telefon er åben hele døgnet alle ugens dage, men kontakt os helst i dagtimerne kl. 08.00-15.00.
Her kan du skrive en sikker mail til Hjertesygdomme Akutafsnit.
Adresse
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 69
8200 Aarhus N
Indgang F, F304