Hjertekirurgisk Afsnit
Du bliver indlagt hos os efter en operation af dit hjerte eller dine lunger. Her kan du læse om din indlæggelse og finde praktiske informationer.
Om afsnittet
Sygdomme vi behandler
I Hjertekirurgisk Afsnit modtager vi dig før og efter din operation i dit hjerte eller lunger.
De fleste bliver indlagt hos os i forbindelse med en planlagt operation. Du kan også blive indlagt akut, og du kan blive indlagt for at få medicinsk behandling.
En indlæggelse kan vare fra få timer til flere dage. Det afhænger af, hvad du skal behandles for. Nogle kan have længere indlæggelsesforløb.
Læs mere om behandlinger i Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi
Personale du møder
I afsnittet vil du møde:
- Sygeplejersker
- Hjertekirurger
- Sekretærer
- Narkoselæger
- Fysioterapeuter
- Portører
- Serviceassistenter
- Frivillig patientstøtte til hjertepatienter
Du kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse.
Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.
Patientvejledninger
I vores patientvejledninger kan du læse om vores undersøgelser og behandlinger og forberede dig på, hvad der skal ske.
Se oversigt over alle patientvejledninger i Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi
Digital forløbsguide (Emento)
Til nogle forløb tilbyder vi en app, som guider dig igennem dig forløb. Appen hedder Emento. Du kan kun bruge den, hvis du er tilknyttet et forløb hos os.
Hent Ementoappen her:
Før du kommer
Læs dit indkaldelsesbrev
Du bliver indkaldt, når du skal opereres eller have behandling, der kræver indlæggelse.
Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.
I dit indkaldelsesbrev kan du læse mere om:
- Hvor og hvornår du skal møde op
- Hvad der skal ske
- Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
- Hvad du evt. skal gøre hjemmefra
Der kan være flere ting, som du skal forberede.
Forberedelser kan f.eks. være at du skal:
- Arrangere hjemtransport
- Planlægge hjælp efter udskrivelsen
Læs derfor dit indkaldelsesbrev og alle bilag grundigt.
Husk at medbringe
Det skal du have med:
- Dit sundhedskort (sygesikringsbevis)
- Din faste medicin i original indpakning
- Toiletsager, hvis du skal være her i flere dage
- Løst tøj
- Evt. computer, læsestof eller anden underholdning
Vi opfordrer dig til at pakke i en mindre taske og til at lade smykker og værdigenstande blive derhjemme.
Mens du er indlagt
Modtagelse
Når du kommer til Hjertekirurgisk Afsnit før operationen, bliver du modtaget af en sygeplejerske, som giver dig operationstøj, en seng og den medicin, du skal have før operationen.
Efter operationen ligger du enten på Forberedelse og Opvågning Øst 1 et lille døgns tid, før du kommer til os, eller også kommer du direkte fra operationsstuen tilbage til os.
Sengestue og faciliteter
Du bliver indlagt på en stue, hvor der er plads til flere patienter. I deler toilet og bad.
Der er også et fjernsyn på stuen og en lænestol.
Vi har desuden en fælles opholdsstue med fjernsyn på afsnittet.
Mad og drikke
Spisetider
Du får 5 daglige måltider mens du er indlagt.
Måltirderne serveres på følgende tidspunkter:
- Morgenmad: Kl. 08.00-08.30
- Frokost: Kl. 12.00-12.30
- Eftermiddagskage: 14.00-15.00
- Aftensmad: Kl. 18.00-18.30
- Sen aften: Kl. 20.00
Servering
Vi har en spisestue buffet, hvor du selv henter din mad. Sengeliggende patienter får selvfølgelig serveret maden.
Uden for hovedmåltiderne er det altid muligt at få et mellemmåltid. Spørg meget gerne personalet.
Du kan hele døgnet hente kolde og varme drikke ved opholdsstuen.
Valgmuligheder
Vi har mulighed for at tage hensyn til særlige behov som f.eks. allergier eller ønske om vegetarisk/vegansk kost. Spørg personalet når du kommer, så kan vi hjælpe med at bestille den rette kost.
Din kontakt med os
Der er stuegang i afsnittet hver dag i dagtimerne, dog ikke i weekenden. Der er ikke nødvendigvis stuegang hos dig hver dag.
Stuegang betyder, at en læge og en sygeplejerske kommer og snakker med dig. Du bliver evt. undersøgt, og lægen vurderer, om der er noget, der skal ændres i forhold til din behandling eller om du er klar til at komme hjem. Din pårørende er velkommen til at deltage i stuegang, hvis du ønsker det.
Vi forsøger at tilrettelægge hverdagen, så du møder de samme sygeplejersker og læger, så vidt det er muligt.
Du kan altid komme i kontakt med os, hvis du har brug for hjælp.
Når du skal hjem
Vejledning før udskrivelse
Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, hvad du skal gøre, når du kommer hjem.
Du får f.eks. informationer om:
- Hvilken medicin, du skal tage derhjemme
- Hvad du skal gøre, hvis du får smerter
- Hvilke kontrolbesøg, du bliver indkaldt til
Se også den vejledning, som du har fået sammen med dit indkaldelsesbrev. Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.
Udskrivelse
Du er indlagt, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din behandling. Nogle bliver overflyttet til deres hjemsygehus et par dage for at blive helt klar til at komme hjem.
Vi laver et udskrivelsesbrev om din indlæggelse hos os, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk. Der kan du finde information om den behandling, du har fået. Du kan også se de eventuelle aftaler, vi har lavet med dig.
Til pårørende
Ophold under operationen
Vi opfordrer jer til at tage hjem eller lave noget andet i byen, mens operationen foregår.
Vi har mulighed for at ringe til jer, så snart operationen er overstået.
Besøg
Der er fri besøgstid, men der skal være ro på stuerne i tidsrummet 12.00-14.00 og fra Kl. 21.00 af hensyn til patienternes hvile.
Der kan være individuelle hensyn, som betyder, at vi må begrænse besøgstiden samt antallet af besøgende på stuen.
Børn er velkomne til at komme med på besøg.
Mad og drikke
Du må gerne spise sammen med patienten, men du skal medbringe egen mad. Det er også muligt at købe mad fra en af caféerne på hospitalet. Vær opmærksom på at caféerne ikke har døgnåbent.
Overnatning
Du kan ikke overnatte på stuen, men du har mulighed for at booke en overnatning på et hotel i nærheden.
Din rolle som pårørende
Du er velkommen til at deltage i samtaler, stuegang og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.
Du kan som pårørende hjælpe med at:
- høre, hvad der bliver sagt
- stille spørgsmål
- evt. hjælpe patienten med at forberede spørgsmål
Netværk og støtte
Mens du er på hospitalet, kan du benytte dig af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende.
Læs om vores tilbud til patienter og pårørende
Du kan også finde råd og vejledning i forskellige foreninger og netværk:
Mange kommuner har desuden en pårørendevejleder og andre støttemuligheder. Du kan henvende dig i din kommune og få mere information.
Find vej
Adresse og kort
Adresse
Hjertekirurgisk Afsnit
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 69
Indgang F, Plan 3, F303
8200 Aarhus N
Kort
Kontakt
Hjertekirurgisk Afsnit
Telefon
24 77 87 56
Telefontid
Telefonen er åben hele døgnet alle ugens dage for akutte henvendelser.
Vi opfordrer til, at du så vidt muligt ringer til os i dagtimerne mellem kl. 08.00 og 15.00
Nyttige links