Blodsygdomme Transplantationsafsnit
I Blodsygdomme Transplantationsafsnit, transplanterer vi patienter med egne stamceller, stamceller fra en donor eller giver cellulærterapi med CAR-T.
Om afsnittet
I Blodsygdomme Transplantationsafsnit modtager vi dig, hvis du har en blodsygdom, der skal behandles med stamcelletransplantation eller celleterapi. Det kan være en kræftsygdom i det bloddannende væv og i lymfeknuderne, men det kan også være en godartet sygdom, som f.eks. aplastisk anæmi, hvor din egen knoglemarv ophører med at producere blodceller.
Der findes forskellige måder at transplantere på og der er forskellige formål med en transplantation. Det er speciallæger, der afgør, hvilken type transplantation, du skal have. Derfor kan de patienter, du møder have fået en anden type transplantation, end den du skal have, og de skal muligvis overholde andre forholdsregler end dig.
Fælles for alle transplantationstyper er, at din knoglemarv bliver skiftet ud enten med dine egne stamceller efter en behandling med høj dosis kemoterapi (HDT-forløb/Autolog knoglemarvstransplantation) eller med en donormarv, der kan være fra en søskende eller en helt fremmed person (allogen knoglemarvstransplantation).
Derudover behandler vi også med CAR-T, hvor dine egne hvide blodlegemer (T-celler) bliver genmodificeret/programmeret til at angribe og ødelægge de syge blodkræftceller.
Faggrupper du møder
I afsnittet kan du møde:
- Sygeplejersker, herunder transplantationskoordinatorer
- Læger
- Social- og sundhedsassistenter
- Sekretærer
- Serviceassistenter
- Kvalitetskoordinator
- Diætist
- Mad- og omsorgspersonale
- Bioanlytikere
- Fysio- og ergoterapeuter
- Tandplejer
- Farmakonomer
- Portører
Du kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse.
Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.
Sengeafsnit og klinik
Afsnittet består både af et lille sengeafsnit med 12 senge og en Transplantationsklinik. Når du bliver tilknyttet Transplantationsafsnittet, bliver du tilknyttet begge dele, og det vil være lidt forskelligt, om du skal møde det ene eller det andet sted.
I sengeafsnittet vil du få din egen stue med eget toilet og bad. På stuen er der en briks, som kan slås ned, hvis du har en pårørende, der gerne vil overnatte. Der er wifi på stuen, og du logger ind med dit cpr.nr.
Før du kommer
Du bliver kontaktet af en transplantationskoordinator
Inden du møder fysisk op hos os, vil du blive kontaktet af en transplantationskoordinator, som vil informere dig kort om den videre plan.
Du vil også have fået udleveret eller tilsendt en behandlingsplan i din e-boks.
I behandlingsplanen kan du læse mere om:
- Hvor og hvornår du skal møde
- Hvad der skal ske
- Hvordan du skal være forberedt f.eks. om du skal faste, eller om der er medicin du ikke må tage inden undersøgelsen.
Læs derfor din behandlingsplan og alle bilag grundigt igennem.
Transport til og fra hospitalet
Som udgangspunkt skal du selv sørge for at komme til og fra hospitalet. Langt de fleste patienter arrangerer selv deres tur til hospitalet med egen bil, offentlig transport eller ved at blive kørt af pårørende.
I nogle tilfælde kan du få tilskud og hjælp til kørsel. Læs mere om kørsel til og fra hospitalet på:
sundhed.rm.dk - Kørsel til og fra hospitalet
Husk at medbringe
Det skal du have med:
- Dit sundhedskort (sygesikringsbevis)
- Din faste medicin i original indpakning
- Toiletsager
- Mobil, computer, opladere, læsestof eller anden underholdning
- Ekstra tøj
Vi opfordrer dig til at pakke i en mindre taske og til at lade smykker og værdigenstande blive hjemme. Du har selv ansvaret for dine værdigenstande som f.eks. pung, mobiltelefon og smykker, når du er indlagt. I tilfælde af tyveri er det din egen forsikring, der dækker. På alle patientstuer er der en værdiboks. Du finder en lamineret brugsanvisning til værdiboksen på stuen. Her kan du se, hvordan du skifter kode til boksen.
Forberedelse
Du kan også læse mere om, hvordan du forbereder til de forskellige transplantationstype i vores patientvejledninger. I den patientvejledning, der er rettet mod den type behandling, du har fået, kan du blandt andet også læse om udskrivelse og kontrol i Transplantationsklinikken, samt hvornår du skal kontakte lægen, når du ikke er indlagt.
Dit transplantationsforløb
Typer af transplantation
I disse patientvejledninger kan du læse om, hvordan du forbereder dig og om, hvordan de forskellige typer af transplantation foregår:
Myeloablativ allogen transplantation
Non-myeloablativ allogen transblantation
Reduceret myeloablativ allogen transplantation
Højdosis kemoterapi med stamcellestøtte (HDT) til lymfom-patienter
Højdosis kemoterapi med stamcellestøtte (HDT) til myelomatose-patienter
Til pårørende
Du er altid velkommen til at have en pårørende hos dig. Vi har fri besøgstid.
Besøgende skal være helt raske
Besøgende skal være helt frie for tegn på infektionssygdom. Det vil sige, at de ikke må have feber eller snue, føle sig sløje, hoste eller have diarre.
Mad og drikke
Kaffe og te er gratis for pårørende. Kage, frugt og andet mad eller drikkelse er kun til patienter.
Der er mulighed for at købe mad i Cafe Syd, som findes på etagen lige over os (C416 - Se placering på kort).
Ingen blomster på stuerne
Det er ikke tilladt at have blomster med ind på stuerne, da der er mange bakterier og svampesporer i blomstervand.
Vask hænder korrekt
Det er vigtigt, at du og dine pårørende vasker hænder korrekt, så de bliver rigtig rene. Du kan se, hvordan du gør her:
Overnatning og oprydning
Pårørende, der overnatter, skal selv rydde op efter sig selv på stuen. Det betyder, at du hver dag skal klappe sengen op kl. 08.00 (den skal være klappet op hele dagen) samt sørge for, at der ikke ligger ting og roder på stuen. Pårørende må gerne bruge badeværelset.
Netværk og støtte
Du kan finde støtte, råd og vejledning i forskellige foreninger og netværk.
Her får du en oversigt over de netværk og foreninger, som vi anbefaler:
Mens du er på hospitalet, kan du også benytte dig af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende:
Læs om vores tilbud til patienter og pårørende
Find vej
Adresse og kort
Adresse
Blodsygdomme - Transplantationsafsnit
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 35
Indgang C, Plan 3, C305
8200 Aarhus N
Kort
Blodsygdomme Transplantationsafsnit ligger ved Indgang C.
Kontakt
Telefon og træffetid
Sygeplejerske i Transplantationsklinikken
Har du brug for at tale med en sygeplejerske i Transplantationsklinikken om din ambulante behandling, bedes du ringe på:
Telefon: 21 34 89 53.
Træffetid: Kl. 7.00-8.00 eller 13.00-15.00
Sygeplejerskerne i sengeafsnittet
Har du brug for at tale med en sygeplejerske i Transplantationsafsnittet vedr. tidligere eller kommende indlæggelser bedes du ringe på:
Telefon: 78 45 58 20
Transport
Har du spørgsmål vedr. transport, bedes du ringe til afsnittets sekretærer
på:
Telefon: 78 45 58 20
Træffetid: Kl 8.00 - 15.00
Planlægning af transplantationsforløbet
Hvis du har spørgsmål eller behov for yderligere information om transplantationsforløbet, er du velkommen til at kontakte afdelingens transplantationskoordinator på:
Telefon: 21 19 07 42
Planlægning af højdosis-forløb (HDT-forløb) eller CAR-T behandling
Hvis du har spørgsmål eller behov for yderligere information om HDT- eller CAR-T forløb er du velkommen til at kontakte afdelingens HDT-koordinator på:
Telefon: 21 36 18 95
Adresse
Aarhus Universitetshospital
Blodsygdomme
Indgang C
Palle Juul-Jensens Boulevard 35 (postadresse PJJB 99)
8200 Aarhus N
Hent appen "AUH Find vej app", der viser dig vej til afdelingen:
Nyttige links