Blodsygdomme Sengeafsnit
Du bliver indlagt hos os i forbindelse med en blodsygdom . Her kan du læse om din indlæggelse og finde praktiske informationer.
COVID-19 og influenza vaccination
Covid-19 og influenza vaccination fra den 1. oktober 2024 til og med den 20. december 2024
Om afsnittet
Sygdomme vi behandler
I Blodsygdomme Sengeafsnit giver vi behandling for blodsygdomme. Det kan f.eks. være:
- Lymfekræft
- Myelomatose
- Leukæmi og MDS
- Blødersygdom
- Godartede blodsygdomme
Årsagen til, at du bliver indlagt på sengeafsnittet kan være udredning af blodsygdom, at din behandling strækker sig ud over klinikkens åbningstider, eller at du skal behandles for infektioner eller bivirkninger.
En indlæggelse kan vare fra timer til flere dage. Det afhænger af, hvad du skal behandles for.
Personale du møder
I afsnittet vil du f.eks. møde:
- Sygeplejersker
- Social- og Sundhedsassistenter
- Læger
- Sekretærer
- Fysio- og ergoterapeuter
- Serviceassistenter
- Farmakonomer
- Diætister
- Mad- og omsorgspersonale
- Portører
- Tandplejer
Personalet i sengeafsnittet er opdelt i 2 teams. Team 1 for patienter med lymfekræft og CLL. Team 2 for leukæmi, MDS og Myelomatose.
Vi bestræber os på, at du møder de samme læger, sygeplejersker m.fl. igennem dit behandlingsforløb.
Du kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse.
Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.
Før du kommer
Læs dit indkaldelsesbrev
Du modtager et indkaldelsesbrev som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.
I dit indkaldelsesbrev kan du læse mere om:
- Hvor og hvornår du skal møde op
- Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
- Hvad du evt. skal gøre hjemmefra
Læs dit indkaldelsesbrev grundigt.
Husk at medbringe
Det skal du have med:
- Dit sundhedskort (sygesikringsbevis)
- Egne hjælpemidler
- Gode indendørs sko
- Morgenkåbe og et sæt ekstra tøj
- Toiletsager
- Telefon, computer, læsestof eller anden underholdning - Husk oplader
Vi opfordrer dig til at lade smykker og værdigenstande blive derhjemme.
Husk medicin og blodtryksmanchet
Medbring al din aktuelle medicin i original indpakning.
Du kan opbevare medicinen samlet ét sted i den medicinpose du evt. har eller vil få udleveret af afdelingen.
I Blodsygdomme Sengeafsnit får alle patienter deres egen blodtryksmanchet. Du skal medbringe denne, når du skal indlægges. Du kan med fordel opbevare den i medicinposen sammen med medicinen.
Få taget blodprøver inden du møder op
Du skal have taget blodprøve dagen inden eller sidste hverdag forud for din indlæggelse.
Hvis du bor i Region Midtjylland, kan du få taget blodprøver på et af regionens blodprøvesteder.
Du skal booke tid til blodprøver.
Hvis du bor udenfor Region Midtjylland, skal du have taget blodprøver på dit lokale sygehus.
Transport til og fra hospitalet
Som udgangspunkt skal du selv sørge for at komme til og fra hospitalet. Langt de fleste patienter arrangerer selv deres tur til hospitalet med egen bil, offentlig transport eller ved at blive kørt af pårørende.
I nogle tilfælde kan du få tilskud og hjælp til kørsel. Læs mere om kørsel til og fra hospitalet på:
sundhed.rm.dk - Kørsel til og fra hospitalet
Hvis du vælger at tage hjem på orlov under indlæggelsen, skal du selv stå for transporten, og der gives som udgangspunkt ingen godtgørelse.
Det er ikke muligt for pårørende at køre med patientbefordringen.
Mens du er indlagt
Modtagelse
Når du kommer på hverdage i dagtiden, skal du kontakte sekretærerne i ankomstområdet ved elevatorerne. Herefter vil du blive modtaget af en sygeplejerske, som viser dig tilrette i afdelingen.
I weekenden eller om aftenen skal du henvende dig til personalet.
Sengestue og faciliteter
Du får din egen stue med eget toilet og bad.
På stuen er der en briks, som kan slås ned, hvis du har en pårørende, der gerne vil overnatte.
Der er også et fjernsyn på stuen og en lænestol.
Der er gratis wifi på stuen. Det hedder RegionMIDT-Gaest, og du logger ind med dit cpr-nummer.
Ungestuer
På afsnittet har vi 2 ungestuer.
De er til dig, der er ung og indlagt hos os. Stuerne er indrettet efter ønske fra tidligere unge patienter og pårørende med flere farver og andet møblement.
Udredning, undersøgelser og behandling
Din udredning og/eller din behandling tilrettelægges alt efter, hvad du fejler.
Behandlinger
Læs mere om de enkelte behandlinger i vores patientvejledninger:
Alle vejledninger i Blodsygdomme
Højdosis kemoterapi med stamcellestøtte (HDT)
Få information om, hvordan HDT foregår:
Undersøgelser i Blodsygdomme
Under din indlæggelse skal du evt. til undersøgelser på eller uden for afdelingen.
Du kan se en oversigt over og få information om de undersøgelser, som du kan få lavet i Blodsygdomme her:
Hudbiopsi og fedtaspiration (Blodsygdomme)
Knoglemarvsundersøgelse (Blodsygdomme)
Undersøgelser i andre afdelinger
Vi samarbejder tæt med andre afdelinger på Aarhus Universitetshospital. Derfor kan du opleve, at vi sender dig til en anden afdeling for at få lavet en undersøgelse under dit besøg hos os.
Undersøgelser i andre afdelinger kan fx være:
Blodprøver og EKG
Skanninger og røntgen
- PET/CT-skanning af kroppen (FDG)
- MR-, CT-skanning og røntgen - Læs mere under Røntgen og Skanning alt efter, hvilken undersøgelse, du skal have. Du kan se, hvilken undersøgelse, du skal have i dit indkaldelsesbrev.
Biopsi (udtagning af vævsmateriale)
- Udtagning af vævsprøve (grovnålsbiopsi) fra milten
- CT- eller ultralydsvejledt undersøgelse med udtagning af vævsprøve (grovnålsbiopsi) fra organ i maven
Hjerteundersøgelser
Nyreundersøgelser
Akut indlæggelse
Du kan blive indlagt akut på sengeafsnittet. Indlæggelsen kan skyldes udredning af en blodsygdom, behandling af blodsygdom eller bivirkninger til behandlingen.
Hvis du indlægges med mistanke om akut leukæmi kan du få flere informationer herom i patientvejledningen:
Mad og drikke
Vi opfordrer dig til at spise i cafeen i sengeafsnittet. Du kan også hente maden og spise den på stuen.
Faste spisetider:
- Morgenmad: Kl. 08.00 . 08.40
- Frokost: Kl. 12.00 - 12.40
- Aftensmad: Kl. 18.00 - 18.40
Vi har mulighed for at tage hensyn til særlige behov som f.eks. allergier eller ønske om vegetarisk/vegansk kost. Spørg personalet når du kommer, så kan vi hjælpe med at bestille den rette kost.
Eftermiddags- og aftenkaffe
Kl. 14.00 serverer servicepersonalet eftermiddagskaffe og snacks.
Aftenkaffen serveres ved vognen ud for caféen, hvor du selv forsyner dig med kaffe og kage. Dine pårørende er også velkomne til at tage en kop kaffe.
Snacks og drikkevarer i løbet af dagen
Du vil dagen igennem kunne få kolde og varme drikkevarer, frugt og lækkerier. Hvis du er oppegående kan du selv hente forsyninger eller få dine pårørende til at hente det for dig.
Tøj og sko
Vi anbefaler, at du bruger dit eget tøj, da det medvirker til, at du føler dig bedre tilpas.
Du kan også bruge afsnittets patienttøj, hvis du ønsker det.
Det er vigtigt, at du har gode indendørssko med, som du kan gå med i afdelingen.
Fysisk aktivitet
Det er vigtigt, at du holder dig i gang, selv om du er indlagt.
Motionscykler
På sengeafsnittet findes motionscykler, som du er velkommen til at bruge.
Gåruter omkring hospitalet
Kræftafdelingen har lavet 3 korte gåruter. Du kan få et kort med ruterne ved skranken foran sekretærerne eller i receptionen ved Indgang C.
Undgå infektioner
Ingen blomster på stuerne
Du og dine medpatienter har et svækket immunforsvar og er derfor meget modtagelige over for infektioner. Derfor er det vigtigt med en god hygiejne.
Det betyder blandt andet, at du desværre ikke må have blomster på din stue, da der er bakterier og svampesporer i blomstervand.
Korrekt håndhygiejne
Det er vigtigt, at du og dine pårørende vasker hænder korrekt, så de bliver rigtig rene.
På Region Midtjyllands hjemmeside kan du se 2 videoer om håndhygiejne, når du er på hospitalet - 1 for patienter og 1 for pårørende.
Du finder vidoerne på siden:
Håndhygiejne - Et fælles ansvar
Pas på dine værdigenstande
Du har selv ansvaret for dine værdigenstande som fx pung, mobiltelefon, PC/tablet, når du er indlagt. I tilfælde af tyveri er det din egen forsikring, der dækker.
På alle patientstuer er der en værdiboks, der er beregnet til opbevaring af medicin. Der er også mulighed for at opbevare mindre værdigenstande som kontanter eller mobiltelefon i boksen, men det er fortsat på eget ansvar.
Du finder en lamineret brugsanvisning til værdiboksen på stuen. Her kan du se, hvordan du skifter kode til boksen.
Har du spørgsmål, er du velkomme til at spørge personalet.
Der er for indlagte patienter også mulighed for at få opbevaret værdigenstande via Administrationen i henhold til sygehusets overordnede retningslinje.
Kontakt personalet hvis der er behov for dette.
Din kontakt med os
Stuegang
Der er stuegang i afsnittet hver dag i dagtimerne, dog ikke i weekenden. Der er ikke nødvendigvis stuegang hos dig hver dag.
Stuegang betyder, at en læge og en plejepersonale kommer og snakker med dig. Du bliver evt. undersøgt, og lægen vurderer, om der er noget, der skal ændres i forhold til din behandling eller om du er klar til at komme hjem.
Dine pårørende er velkomne til at deltage i stuegang efter aftale med dig. Det er ikke muligt at aftale et fast tidspunkt for stuegang, så ved deltagelse i stuegang kan der være ventetid.
Stuegangen varer typisk 10-15 minutter, så der er ikke mulighed for længerevarende samtaler i forbindelse med den daglige stuegang.
Længerevarende samtaler med lægen
Informationssamtaler f.eks. diagnosesamtaler efter udredning, statussamtaler og andre længerevarende samtaler, planlægges oftest i tidsrummet ca. kl. 13.30-15.00. Dine pårørende er velkomne til at deltage.
Du kan eventuelt blive overflyttet til Patienthotellet
Under behandlingsforløbet i afsnittet vurderer personalet, om du kan blive overflyttet til Patienthotellet.
Du er stadig tilknyttet afdelingen, og det koster dig ikke noget økonomisk at komme på patienthotel. Dine pårørende skal dog betale for overnatning på Patienthotellet, og kan kun overnatte, hvis der er ledige pladser.
Du kan finde oplysningerne på:
Når du skal hjem
Vejledning før udskrivelse
Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, hvad du skal gøre, når du kommer hjem.
Du får informationer om:
- Opfølgende kontroller
- Hvilken medicin du evt. skal tage derhjemme
- Hvad du skal gøre, hvis der opstår komplikationer
Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.
Udskrivelse
Du er indlagt, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt.
Vi laver et udskrivelsesbrev(epikrise) om din indlæggelse hos os, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk. Der kan du finde information om den behandling, du har fået. Du kan også se de eventuelle aftaler, vi har lavet med dig.
Ved behov sendes der også epikrise til hjemmesygeplejersker.
Når du kommer hjem
Svækket immunforsvar og smitterisiko
Din familie og venner må gerne besøge dig, når du er hjemme. De skal bare være raske, idet dit immunforsvar kan være svækket efter kemoterapien.
I perioder når dit immunforsvar er påvirket, anbefaler vi, at du undgår større forsamlinger, forretninger, restauranter, biografer og offentlig transport. Dette er typisk steder, hvor der er en stor smitterisiko, specielt for virus, på grund af mængden af mennesker, hvoraf nogle næsten ganske sikkert vil have virusinfektioner.
Infektioner med bakterier vil derimod oftest stamme fra de sædvanlige godartede bakterier alle mennesker har på sig og i kroppen, men som kan give infektioner når man har nedsat immunforsvar.
Det er vigtigt med god håndhygiejne, hvis man ønsker at undgå smitte.
Du kan få mere viden om svækket immunforsvar i patientvejledningen:
Svækket immunforsvar - at beskytte sig selv og andre mod infektioner (Blodsygdomme)
Mundhygiejne og tandskader
God mundhygiejne er særlig vigtigt når dit immunforsvar er svækket med henblik på at forebygge infektioner. Du kan læse mere herom i patientvejledningen:
Mundhygiejne og tandskader (Blodsygdomme)
Medicin du IKKE må tage, uden at det er aftalt med lægen
Du må ikke tage medicin, der nedsætter feber. Det kan fx være:
- Panodil
- Pinex
- Pamol
- Paracetamol
Du må ikke tage medicin, der hæmmer blodpladerne og giver blødningstendens. Det kan fx være:
- Ibumetin
- Ipren
- Bonyl
- Ibuprofen
- Magnyl
- Hjertemagnyl
- Kodimagnyl
- Aspirin
Spørg endelig lægen eller sygeplejersken hvis du er i tvivl.
Hvis du har åben indlæggelse
Kontakt lægen på det telefonnummer, du har fået udleveret:
- Hvis du har feber med temperatur over 38,5
- Hvis du har blødning, der ikke standser
- Ved akut forværret almen tilstand
Til pårørende
Besøg
Som pårørende er du altid velkommen i sengeafsnittet, og vi har fri besøgstid.
Vi tilstræber dog, at der er ro på sengestuerne i tidsrummet kl. 12.30 til kl. 14.00, så patienterne har mulighed for at få et middagshvil.
Derudover bør besøg på sengestuerne efter kl. 21, af ikke-overnattende gæster, mindskes
Mad og drikke
Kaffe og te er gratis for pårørende. Kage, frugt og andet er kun til indlagte patienter. Som pårørende betaler du selv for forplejning.
Det er muligt at købe eller hente mad i Café Syd, som ligger lige under Blodsygdomme Sengeafsnit (Indgang C, Plan 4, C416):
Overnatning
Du er velkommen til at overnatte på stuen efter aftale med personalet. På stuen er der en briks, som kan slås ned. Briksen skal være klappet op fra kl. 07.30 og i løbet af dagen af hensyn til de aktiviteter, der skal foregå på stuen.
Du får udleveret sengetøj af personalet. Du skal selv redde din seng, tage sengetøjet af og putte det i vasketøjsposen på badeværelset inden du tager hjem.
Du skal være forberedt på, at vi i løbet af natten kommer og ser til patienten.
Adgang til Blodsygdomme Sengeafsnit
Der er kun adgang til sengeafsnittet via elevatorerne krydspunkt C216, der kører op til C516.
Efter kl. 23.00 til kl. 06.00 er adgangen via elevatorerne indstillet, og dørene er låst. Adgang via elevator kan dog aktiveres ved opkald på knap i elevatoren. Vi henstiller til, at elevatoren ikke unødigt benyttes efter kl. 23.00, da det forstyrrer personalet i deres arbejde.
At være pårørende
Der findes ikke én rigtig måde at være pårørende på. Du må prøve dig frem og finde ud af, hvad der fungerer for dig.
En kræftdiagnose rammer ikke kun patienten. Som pårørende bliver du også involveret i sygdommen.
Du skal forholde dig til en ny og ukendt verden med undersøgelser, behandlinger og besøg i Klinik 1 og/eller Hjemmeklinikken. Samtidig presser tanker og følelser sig på, og du kan blive usikker på, hvordan du håndterer situationen.
Skulle det være tilfældet kan du evt. søge hjælp hos din praktiserende læge, en psykolog, Kræftens Bekæmpelse eller i pårørendegrupper.
Afdelingen har også en præst tilknyttet, som muligvis kan yde dig støtte. Spørg personalet og de kan sætte dig i kontakt med præsten.
Nogle pårørende har haft glæde af at vende deres situation med religiøse vejledere udenfor hospitalsverdenen.
Handler det om problemer af social eller økonomisk karakter, skal du kontakte din/jeres socialrådgiver i kommunen.
Hjemmeplejen og ergoterapeuter kan evt. hjælpe med at løse dagligdagens praktiske udfordringer i hjemmet.
Gode råd til pårørende
- Føl dig ikke til besvær
- Orienter dig om sygdommen, behandlingen og bivirkningerne
- Tal med den syge om, hvad I hver især har brug for
- Giv udtryk for din mening
- Tag ikke beslutning på den syges vegne
- Tag ikke det fulde ansvar for de praktiske opgaver
- Forvent ikke det umenneskelige af dig selv
- Tilgiv dig selv, hvis du mister tålmodigheden
- Det er ikke et nederlag at spørge om professionel hjælp
- Pas på dig selv og forsøg at få nogle positive oplevelser i hverdagen
- Har du spørgsmål eller brug for at få genopfrisket information, er du altid velkommen til at kontakte personalet
Vores erfaring er, at det er en stor hjælp for patienten, pårørende og plejepersonalet, hvis vi har talt om og fået afstemt forventningerne i forhold til indlæggelse, behandling og plejeforløbet
Din rolle som pårørende
Du er velkommen til at deltage i samtaler, stuegang og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.
Du kan som pårørende hjælpe med at:
- høre, hvad der bliver sagt
- stille spørgsmål
- evt. hjælpe patienten med at forberede spørgsmål
Sorgvejledere
I Blodsygdomme har vi sorgvejledere, som er sygeplejersker, der er særligt uddannede til at hjælpe børn og unge som pårørende til alvorligt syge forældre. Spørg personalet for at høre mere om dette tilbud.
Pasnings- og plejeorlov
Pasningsorlov
Med pasningsorlov har du mulighed for at tage orlov fra dit arbejde for at passe et nærtstående familiemedlem eller ven, der er alvorlig syg. Du kan finde yderligere information her:
Plejeorlov
Hvis du har en nærtstående, der er døende, og som ønsker at dø hjemme, har du ret til at holde plejeorlov. Hermed kan du holde fri fra dit arbejde for i stedet at pleje et familiemedlem eller en nær ven hjemme i den sidste tid. Du kan finde yderligere information her:
Netværk og støtte i dit sygdomsforløb
Du kan finde støtte, råd og vejledning i forskellige foreninger og netværk.
Her får du en oversigt over de netværk og foreninger, som vi anbefaler:
Netværk og støtte dit sygdomsforløb
Læs om vores særlige tilbud til unge mellem 18 og ca. 35 år
Mens du er på hospitalet, kan du også benytte dig af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende:
Læs om vores tilbud til patienter og pårørende
Find vej
Adresse og kort
Adresse
Blodsygdomme Sengeafsnit
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 35
Indgang C, Plan 5, C516
8200 Aarhus N
Kort
Blodsygdomme Sengeafsnit ligger ved Indgang C.
Telefon og e-mail
Telefon
Sekretær
7845 5830
Receptpligtig medicin
Ring til egen læge
Siddende transport
7023 6248 (Kørselskontoret)
Hverdage: Kl. 08-12.
Ved åben indlæggelse og feber over 38,5, blødning der ikke standser og/eller anden alvorlig tilstand
Ring til læge på Blodsygdomme på det udleverede telefonnummer.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Adresse
Blodsygdomme Sengeafsnit
Indgang C, Plan 5
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 35 (postadresse PJJB 99)
8200 Aarhus N
Nyttige links