Stamcelledonation
Læs om hvad der sker, hvis du bliver bedt om at donere stamceller.
Vi kontakter dig
Hvis din vævstype er et match til en patient, kontakter vi dig, og spørger om du stadig har lyst til at donere stamceller.
Hvis du er villig til at donere stamceller, får du tildelt et forløb i app'en Emento, som er en digital forløbsguide for dig som stamcelledonor.
I app'en finder du:
- Vigtige informationer om dit donorforløb
- Oversigt over dine aftaler
- Mulighed for at skrive beskeder til koordinatorerne hos Danske Stamcelledonorer, hvis du er i tvivl om noget undervejs i dit forløb.
Emento-app
Du finder din guide til at downloade app'en Emento, der hvor du normalt henter apps og opretter dig som bruger.
Hent Emento-app'en her:
Samtale og helbredsundersøgelse
Du vil blive indbudt til en informationssamtale, hvor du vil høre mere om, hvad det vil sige at donere stamceller.
Herefter skal du igennem en grundig helbredsundersøgelse for at sikre os, at du stadig er sund og rask. For eksempel må du ikke fejle noget, du kan give videre til patienten.
Helbredsundersøgelsen omfatter:
- Blodprøvetagning – test for bl.a. smitsom leverbetændelse, HIV og syfilis
- Røntgen af lunger og hjerte
- Undersøgelse af din hjerterytme – Elektrokardiogram (EKG)
- Urinprøve – test for sukker og protein i urinen
- Lægeundersøgelse, hvor lægen bl.a. lytter på hjerte og lunger
- Graviditetstest, da du ikke må være gravid under donationen.
Selve donationen
Et par uger efter helbredsundersøgelsen sker selve stamcelledonationen. Dette kan foregå på to forskellige måder: donation via blodet og donation via knoglemarven.
Man vælger altid den måde, som er bedst for patienten, men du har som donor lov til at sig nej til den ene eller den anden måde at donere på.
Stamcelledonation via blodet
Langt størstedelen af vores stamcelledonorer (ca. 90%) donerer stamceller fra blodbanen.
Før donationen skal man tage medicin, som får stamceller fra knoglemarv til blodbanen. Herefter kan stamcellerne opsamles fra blodbanen via en nål i albuebøjningen. Donationen tager typisk 4-6 timer på 1-2 dage.
Vi tilstræber os altid på at færdiggøre donationen på én dag, men vi planlægger altid en ekstra dag for at være sikre på at få opsamlet tilstrækkelig mange stamceller til patienten, som skal modtage dem.
Læs mere om donation via blodet
Se video med Jonathan, som forklarer, hvordan donationen foregår:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Stamcelledonation via knoglemarven
Ca. 10% af alle stamcelledonorer bliver bedt om at donere stamceller direkte fra knoglen i hoftekammen.
Du skal være indlagt i 3 dage i forbindelse med donationen, som foregår i fuld narkose og varer ca. 1,5 time. Man henter knoglemarven ud gennem indstik lige under hoftekammen, hvorfra man suger knoglemarv ud.
Efter donationen vil man være øm over lænden. Man vil også være træt og evt. i en kort periode have brug for jerntilskud pga. lav blodprocent.
Donation af hvide blodlegemer
Hvis du tidligere har doneret stamceller til en patient, kan du i sjældne tilfælde blive spurgt, om du vil donere hvide blodlegemer (lymfocytter) til den samme patient på et senere tidspunkt.
Patienten kan få brug for ekstra celler, hvis stamcellerne ikke helt har overtage patientens knoglemarv, eller hvis patienten får et tilbagefald.
Det er frivilligt om du vil hjælpe, også selvom du tidligere har hjulpet den samme patient.