Du kommer forbi vores afsnit, hvis du skal bedøves i forbindelse med operation, undersøgelse eller anden behandling. Læs om forløbet og find praktisk info her.

Om afsnittet

Sygdomme vi behandler

Vi modtager patienter, der skal til operation, undersøgelser og behandling og er tilknyttet en af følgende afdelinger:

  • Mave-tarmkirurgi
  • Urinvejskirurgi
  • Kvindesygdomme
  • Lever-mave tarmsygdomme
  • Lungsygdomme
  • Kræftafdelingen
  • Nyresygdomme
  • Blodsygdomme

Nogle bliver forberedt til operationen i deres klinik eller sengeafsnit før de kommer til os. Andre møder direkte hos os.

Personale du møder

Når du kommer i afsnittet kan du møde forskellige faggrupper.

Du kan f.eks. møde:

  • Sygeplejersker (anæstesi, operation og opvågning)
  • Social og sundhedsassistenter
  • Lægesekretær
  • Læger (anæstesi, kirurger)
  • Serviceassistenter

Du kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse.

Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.

Før du kommer

Læs dit indkaldelsesbrev

Når du skal opereres eller have anden behandling, der kræver bedøvelse, kan den afdeling, du er tilknyttet indkalde dig til fremmøde hos os.

Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.

I dit indkaldelsesbrev kan du læse mere om: 

  • Hvor og hvornår du skal møde op
  • Hvad der skal ske
  • Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
  • Hvad du evt. skal gøre hjemmefra

Der kan være flere ting, som du skal forberede.

Forberedelser kan f.eks. være at du skal:

  • Faste
  • Arrangere hjemtransport
  • Købe smertestillende medicin

Læs derfor dit indkaldelsesbrev og alle bilag grundigt.

Læs fasteregler

Information og vejledning

I patientvejledningerme fra de afdelinger, vi samarbejder med, kan du læse om vores undersøgelser og behandlinger og forberede dig på, hvad der skal ske.

Se patientvejledninger fra:

Mave- og Tarmkirurgi

Urinvejskirurgi

Kvindesygdomme

Lever-, Mave- og Tarmsygdomme

Lungesygdomme

Kræftafdelingen

Nyresygdomme

Blodsygdomme

 

Dit forløb

Patient venter på operation

Når du ankommer

Scan dit sundhedskort på ankomststanderen, når du ankommer. Ankomststanderen er placeret ved indgangen til afsnittet.

Når du scanner dit kort, vil du på skærmen kunne se, om du skal tage plads i venteområdet, eller om du skal kontakte sekretæren ved skranken først.

Ventetid

Du kan opleve, at andre bliver kaldt ind før dig. Ikke alle skal ind til samme læge, og ventetiden er derfor forskellig.

Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan opstå uforudsete ting, som kan give forsinkelser.

Du kan henvende dig til personalet i afsnittet, hvis du har spørgsmål til din ventetid. Vi prøver at informere dig løbende, hvis der opstår ventetid.

Modtagelse

Du bliver modtaget af personalet, og I gennemgår dagens forløb.

Der er nogle praktiske forberedelser:

Du bekræfter dit navn og får et armbånd på med navn/cpr. nummer

  • Vi afklarer, om du har overholdt fastereglerne
  • Vi spørger ind til din faste medicin og afklarer om du har allergier
  • Vi sikrer os, at du har lavet aftaler om hjemtransport og evt. hjælp derhjemme
  • Du oplyser telefonnummer på nærmeste pårørende
  • Du klæder om og får et aflåst skab til dine personlige ejendele

Herefter sidder du og venter, indtil operationspersonalet henter dig og følger dig ind på operationsstuen.

Du må gerne medbringe din mobiltelefon, så du kan ringe eller sende en SMS til dine pårørende.

Operationen

Operationen kommer til at foregå på en af vores tre operationsstænger, OP SYD 1, OP SYD 2, eller OP SYD 3.

Når du skal opereres, vil du på operationsgangen blive modtaget af det personale, der skal deltage i din operation.

Opvågning

Efter operationen vil du blive kørt på opvågningsstuen eller direkte tilbage til afdelingen.

Vi holder godt øje med dig efter operationen og hjælper dig hvis du f.eks. har ondt. Du vil blive tilkoblet elektronisk måleudstyr.

Opvågningsperioden er individuel og afhænger af operationens art samt din tilstand.

Derefter kommer du på et sengeafsnit eller direkte hjem, hvis det er planlagt.

Udskrivelse

Information

Hvis du skal direkte hjem efter dit ophold hos os, sørger vi for, at du er godt informeret før udskrivelsen. Du får f.eks. at vide:

  • Hvornår du skal tage evt. smertestillende
  • Hvordan du i øvrigt skal forholde dig når du kommer hjem.

Hjemtransport

Det er vigtigt at få arrangeret hjemtransport, du må ikke selv køre bil i 24 timer efter fuld bedøvelse. Vi vil gerne hjælpe med at fx ringe efter pårørende.

Din videre behandling bliver varetaget af den afdeling, du er tilknyttet. Læs mere i den patientvejledning, du har fået udleveret.

Link til patientvejledninger (MANGLER)

Din feed back

​Vi vil gerne vide, hvordan du som patient eller pårørende oplevede dit ophold i Bedøvelse og Operation Syd. 

Skriv en sikker mail til os, hvis du har en oplevelse du gerne vil dele med os.

Mailadressen fremgår af kontaktoplysningerne i bunden af denne side.

Smerter

I Bedøvelse og Operation Syd er der et Smerteteam bestående af læger og sygeplejersker, der alle er specialister i smertebehandling.

Du kan blive henvist til Smerteteamet af lægerne fra de kirurgiske afdelinger, hvor du er indlagt.

Smerteteamet kan være med til behandlingen af dine smerter, hvis det vurderes, at der skal specialister ind over din smerteproblematik.

 

Til pårørende

Du er velkommen til at være med i dele af forløbet, hvis du og patienten ønsker det.

Før operationen

Før operationen kan du deltage i modtagelsessamtalen. Ved samtalen får du følgende gennemgået:

  • Dagens forløb
  • Aftaler om kontakt til pårørende
  • Hjælp til hjemtransport
  • Eventuelle andre spørgsmål

Du må også gerne vente sammen med patienten i venteværelset.

Under operationen

Under operationen kan du vente i venteværelset, eller du kan vente et andet sted.   

Vi ringer til dig, når din pårørende er i opvågningen. Du har mulighed for at benytte Cafe SYD, Krydspunkt C416-A, der ligger tæt på imens du venter.

Læs mere om cafeer og åbningstider

Der kan være lang ventetid, så aftal gerne med personalet, hvis du forlader området

Efter operationen

Vi prioriterer ro og hvile efter operationen, og derfor kan der være begrænset mulighed for besøg på opvågningen, da vores fysiske rammer ikke altid imødekommer besøg.

Henvend dig altid ved receptionen ved spørgsmål. Ved henvendelse bedes du benytte ringklokken og afvente personale.

Vi anbefaler, at du er til stede ved samtalen efter operationen, så I sammen kan få information om det videre forløb, før I skal hjem.

Find vej

Pårørende får hjælp af guide ved indgangen

Adresse og kort

Adresse 

Forberedelse og Opvågning Syd 1

Aarhus Universitetshospital

Palle Juul-Jensens Boulevard 35

Indgang C, Plan 3, C317 - Brug Indgang B1, hvis du parkerer på P-område P3.

8200 Aarhus N

Kort

Oversigtskort over afsnittets placering

Kontakt

Forberedelse og Opvågning Syd 1

Telefon

29399893

Telefontid 

Telefonen er åben hele døgnet alle ugens dage.

Mail

Sikker Mail (Kræver MitID)